3D-print er stort allerede. Og det bliver kun større. Det vurderer André Nørgaard, head of sales hos Lead Robotics, og derfor glæder det ham også, at IBA Erhvervsakademi Kolding er på vej med landets første videregående uddannelse i Industriel 3D-print.

17. juni 2022
Foto: Marie Tuxen Hedegaard

- Jeg forventer, at den vil tilføre en hel del til erhvervet, fordi vi får uddannet nogle mennesker, som kan se nye muligheder i, hvordan vi skal arbejde ude i virksomhederne.

Lead Robotics importerer robotarme. For at de er brugbare og kan løse opgaver ude hos kunden, skal de forsynes med et stykke værktøj. Det kan eksempelvis være gribefingre eller en sugekop. Og de emner får Lead Robotics printet i ét stykke hos IBA Nexttech, som er en del af IBA i Kolding.

Det er blandt andet den slags print-opgaver, de kommende studerende på Industriel 3D-print vil få indsigt og erfaring i under uddannelsen.

“Jeg forventer, at den vil tilføre en hel del til erhvervet, fordi vi får uddannet nogle mennesker, som kan se nye muligheder i, hvordan vi skal arbejde ude i virksomhederne.”

André Nørgaard, Lead Robotics

- Gennem uddannelsen vil de få en erfaring og en knowhow, fordi de har løst konkrete opgaver undervejs i forløbet. Det betyder, at de kan gå ud på den enkelte virksomhed og se både muligheder og besparelser ved at arbejde med 3D-teknologi, siger André Nørgaard.

Du kan 3D-printe alt
Han fortæller, at det er tre-fire år siden, at Lead Robotics begyndte at benytte 3D-printede værktøjer. Han har kun gode erfaringer – og er også blevet en smule overrasket undervejs.

- Før jeg trak teknikken indenfor hos os, var det ikke min opfattelse, at man kunne lave 3D-print i denne holdbarhed og kvalitet. Men det er ganske enkelt fakta, at det kan man, fortæller han.

André Nørgaard (til venstre) vurderer en af de 3D-printede sugekopper, som sørger for, at denne robotarm kan løfte og flytte kasser.

Robotarmene hos Lead Robotics er af amerikansk design og fremstilles i Kina. De værktøjer, der skal monteres på robotterne, bliver imidlertid 3D-printet hos IBA Nexttech i Kolding.

- Engang sagde man, at blot fordi du kan tegne det, så er det ikke ensbetydende med, at du også kan fremstille det. Men i dag er det slut med det mundheld. For med 3D-print er det sådan, at hvis du kan tegne det, så kan du også printe det, fortæller André Nørgaard.

Det giver fleksibilitet og mange muligheder. Og nok en fordel er, at med 3D-teknologien sparer virksomheden en stor mængde tid i selve processen. Før var Lead Robotics nødt til at fremstille og samle adskillige dele – eksempelvis udført i aluminium – før man stod med et brugbart emne.

“Før jeg trak teknikken indenfor hos os, var det ikke min opfattelse, at man kunne lave 3D-print i denne holdbarhed og kvalitet. Men det er ganske enkelt fakta, at det kan man, fortæller han.”

André Nørgaard, Lead Robotics

- Nu kan vi printe et komplet modul i ét stykke. Det betyder, at arbejdet med bearbejdningen går meget hurtigere, og det sparer os for en del arbejdstimer hver eneste gang, siger han.

Kæmpestort for alle
Og André Nørgaard forudser, at den rejse, som Lead Robotics har været på, vil andre industrivirksomheder også foretage i de kommende år. Hvis ikke de allerede er gået over til at benytte 3D-print i produktionen.

- 3D-print vil blive en kæmpestor del af industrien. Det er helt uundgåeligt, for at sige det rent ud, siger André Nørgaard og uddyber:

- I dag er vi oppe mod nogle meget skarpe leveringstider i forhold til vores konkurrenter, og der er 3D-teknoglogien en kæmpe fordel, fordi den sparer os for en masse tid. Desuden er 3D-print med til at sikre en større sikkerhed, når det gælder forsyningen af komponenter, for du kan altid printe, hvad du skal bruge.

Også her fremhæver han samarbejdet med IBA Nexttech. Her står nemlig et arsenal af avancerede 3D-printere, der rækker langt ud over de trådprintere, som mange måske stadig forbinder med teknologien. Printerne hos IBA Nexttech arbejder i mange forskellige slags materialer og formater.

- For den enkelte virksomhed er det bestemt noget, man vinder på, når først man ser muligheder i, hvad man kan skabe i dag med 3D-print, siger André Nørgaard fra Lead Robotics.