Jan og Liselotte Lind Kirkely har i 30 år stået i spidsen for historisk kro, men sønnen har med medejerskab gjort sig klar til at overtage restauranten. Især på ét område kommer den 27-årige aftager til at gå på kompromis i forhold til sine jævnaldrene.

1. april 2026
Henrik Nordstrøm Holm

Fra køkkenet breder der sig en duft af bagte småkager, mens der fra flere gryder stiger damp op mod udsugningen. 

Bag den ene af gryderne står Jan Kirkely, der sammen med sin kone Liselotte har drevet restauranten Den Gyldne Hane, der ligger med udsigt til Geografisk Have i den sydøstlige del af byen, i 30 år. 

Jan Kirkely har passeret de 60 år, mens Liselotte er i gang med sit 53. år.

Den oprindelige plan lød på, at de to ville drive Den Gyldne Hane i 10 år, og så skulle de videre - men tiden ville det som bekendt anderledes. 

Alligevel mærker værtsparret, at tiden snart er ved at være rigtig til at give lidt mere slip om både driften og ejerskabet. 

"Vi har haft rigtig mange penge bundet op i stedet, som vi var så heldige at overtage efter mine forældre Preben og Dorrit Lind. Så vi følte os også forpligtede til at køre Den Gyldne Hane videre så længe, vi havde gejsten til det. Så vi blev hængende", siger Liselotte Lind Kirkely. 

 

En lang proces

Da familien tilbage i 2024 besluttede sig for at dele forretningen op, gik de i første omgang til deres revisor. 

De fik efterfølgende oprettet et anpartsselskab, som i dag er opdelt i to legale ejere i form af Liselotte og Jan Kirkely Holding ApS og Petersbjergaard ApS. Sidstnævnte ejes af sønnen Lukas Lind Kirkely. 

Værtsparrets anden søn, Anders Lind Kirkely, har hele tiden sagt, at han ikke ville være en del af restauranten. 

Selv om processen med at splitte forretningen op i to ejere gik i gang i 2024, får restauranten fortsat beskeder fra især de offentlige instanser, som er adresseret efter efter det gamle setup. 

Familiens bedste råd er derfor, at man skal gå i gang før, end man tror, hvis man vil gennemføre et generationsskifte. Og at man skal væbne sig med tålmodighed. 

Fra venstre er det Jan Kirkely, Lukas Lind Kirkely og Liselotte Lind Kirkely. De repræsenterer henholdsvis anden og tredje generation i spidsen for restauranten Den Gyldne Hane. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding

Tre simple regler

Restaurantparret har alle årene kørt efter tre simple regler: Jan styrer køkkenet. Liselotte styrer alt det udenfor. Og skulle der være problemer, taler man om det hjemme. 

"Vi har gjort det af respekt for hinanden og for at sikre, at vi ville holde sammen hele vejen, for det er en hård branche, som kræver meget af både os selv og familiebåndet", fortæller Liselotte Lind Kirkely.

En anderledes hverdag

Parret har også to, i dag, voksne sønner.

De er vokset op med den travle restaurationsbranche helt tæt på kroppen, og det har da også betydet, at livet i familien er blevet levet anderledes, end man forbinder med flertallet. 

"Rigtig meget weekendarbejde og sene dage har betydet, at vi næsten alle årene har haft barnepiger til drengene. Og det er klart, at vi ikke altid har set så meget til hinanden i weekenderne", siger Liselotte Lind Kirkely og tilføjer:

"Omvendt har vi så gjort mere ud af vores hverdage, og vi har tit været på tur i zoologisk have en helt almindelige onsdag. Det kan også noget". 

Ved siden af hende sidder den yngste søn, Lukas Lind Kirkely. 

Han er 27 år og har for et lille års tid siden fået medejerskab over restauranten. 

"Jeg er uddannet serviceøkonom, og jeg havde egentlig regnet med, at jeg skulle arbejde inden for hotelbranchen. Men da mor og far spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive medejer, var det ret interessant", siger Lukas Lind Kirkely.

"Vi besluttede dog, at det ikke skulle være fra den ene dag til anden. Så jeg brugte over et halvt år på at arbejde her fast, så vi kunne prøve samarbejdet af. Det var vigtigt for os alle at mærke, hvordan vi samarbejdede, når det var blevet mere professionelt".

Jan og Liselotte har drevet stedet sammen i 30 år efter to simple regler: Jan tager sig af køkkenet, og Liselotte af alt det udenfor. Og problemer, dem diskuterer de derhjemme og ikke på arbejdet. Foto: Henrik Nordstrøm Holm

De store minder

Lukas Lind Kirkely ved godt, han træder ind i en verden, som kræver meget af ham. Både fagligt og personligt.

På især ét område kommer han til at gå på kompromis, hvis han sammenligner sig med andre jævnaldrene. 

"Weekender og ferie i højsæsonen er noget, som går dårligt i spænd med det at drive en restaurant, næsten uanset set, hvordan man indrette sig. Men det har jeg været indstillet på længe, og derfor er jeg også klar til, når vi en dag skruer endnu mere op for mit ansvar i forretningen. Jeg husker med glæde tilbage på de levende hverdage og ferie på skæve tider af året", siger Lukas Lind Kirkely. 

Bygningerne, som Den Gyldne Hane ligger i, kan dateres tilbage til 1600-tallet, men i 1968 blev bygningerne rykket ind i Geografisk Have. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding
Tusindvis af generationskifter

I Danmark gennemføres der i runde tal mellem 2000-2500 generationsskifter om året.

Det svarer til mellem 40 og 50 generationsskifter inden for Koldings kommunegrænse om året.

Der findes omrkring 60.000 familieejede virksomheder i Danmark, og de beskæftiger knap 900.000 medarbejdere.

Har du brug for hjælp til generationsskifte?

Tel +45 4012 3239
jtw@businesskolding.dk
Forretningsudvikler

Jakob Th. Westphall