Få hjælp til at udarbejde en konkret handlingsplan for jeres håndtering af emballage.
I labbet tager vi udgangspunkt i jeres virksomheds specifikke udfordringer med bæredygtighed, emballage og udvidet producentansvar.
Som deltager vil du få et skræddersyet forløb, hvor vi klæder jer på med den nyeste viden og praktiske værktøjer, så I kan udarbejde en konkret handlingsplan for jeres fremtidige håndtering af emballage. Undervejs i forløbet vil I modtage sparring fra nogle af landets førende eksperter på området samt mulighed for at samarbejde med virksomheder i samme eller lignende situation.
Hvad får I ud af at deltage?
- Kompetencer, herunder indsigt i digitale værktøjer, til at komme i dybden med jeres virksomheds udfordringer og udarbejde en konkret handlingsplan for jeres fremtidige håndtering af emballage.
- Et praktisk og konkret forløb bestående af tre workshop-nedslag og et sideløbende 1:1 sparringsforløb med fokus på jeres virksomheds specifikke udfordringer.
- Individuel ekspertrådgivning om jeres virksomheds specifikke emballageudfordringer. I får også mulighed for at blive en del af et inspirerende netværk bestående af virksomheder, der oplever samme eller lignende udfordringer.
Hvor og hvornår?
Forløbet strækker sig over tre heldagsmoduler (21. april, 20. maj og 18. juni), der afholdes over cirka tre måneder. Hvert modul er opdelt i en teoretisk del, hvor I bliver præsenteret for den nyeste viden på området, samt en praktisk øvelsesdel, hvor I arbejder med virksomhedsnære udfordringer. Øvelserne skal resultere i en række konkrete målsætninger, der imødekommer jeres virksomheds specifikke udfordringer.
Alle labaktiviteter finder sted i Pakhuset, Sdr. Havnegade 7, 6000 Kolding.
Hvem er ansvarlige for labbet?
Labbet er en del af Afkobling 2030, som drives i samarbejde mellem Alexandra Instituttet, FORCE Technology, Trekantområdet Danmark, Teknologisk Institut og DDC - Danish Design Center. FORCE Technology står for faciliteringen af dette lab med Annette Skyt som overordnet lab-ansvarlig. Øvrige videnspartnere på dette lab er Alexandra Instituttet.
For mere information om selve labforløbet, kontakt Annette Skyt på: ansk@forcetechnology.com.





