Koldings egen og unikke udgave af ”Løvens ”Hule” kaldet StartupBoost søger nye mennesker og virksomheder at investere i. Formand for StartupBoost og kendt virksomhedsejer René Piper håber, at så mange som muligt vil deltage i de første pitchrunder i det nye år.
21. november 2025
Henrik Nordstrøm Holm
Det er enorm inspirerende, og det er givende. Både når det handler om inspiration, nye idéer, nye mennesker og selvfølgelig i sidste ende økonomisk.
Koldings egen udgave af ”Løvens Hule” er klar til at finde nye startup-virksomheder at investere i. StartupBoost er sat i verden for dels at investere i nye virksomheder, tilbyde lån og vigtigst af alt er sikre den rette rådgivning til iværksætterne undervejs.
“StartupBoost er godt for både den enkelte iværksætter, os som potentielle medejere og investorer og ikke mindst for Kolding som by.”
René Piper, PARK Styling
René Piper, erhvervsmanden bag skomærket Bianco og seneste den voksende frisør- og skønhedskæde PARK Styling, er formand for StartupBoost og håber, at så mange som muligt bliver del af de første pitchrunder, som StartupBoost sætter i gang i februar 2026.
”Jeg er født og opvokset i Kolding og har i alle årene været stolt og glad over, hvordan vi som by bakker op om vores erhvervsliv og vores iværksættere. StartupBoost er godt for både den enkelte iværksætter, os som potentielle medejere og investorer og ikke mindst for Kolding som by”, siger René Piper og tilføjer:
”Personligt bliver jeg meget inspireret af både unge og modne iværksættere, som kommer ind med en helt ny idé, teknologi eller lignende, som får inspirationen til at spire. Også hos sådan en som mig, der har været i gamet i mange år”.
Medinvestorer og indsigt
Når en virksomhed søger en investering hos StartupBoost, tager StartupBoost virksomheden igennem en gennemsigtig og struktureret proces, der skaber tryghed for både iværksætteren og investorerne. Hvert forløb er unikt og bliver tilpasset din virksomheds behov og potentiale.
”For både mig og flere af de andre investorer, som er med i StartupBoost, giver der her jo også en stor indsigt i de virksomheder, man ser som gode investeringscases. Dertil åbner det for mulighederne for at arbejde som mentorer og rådgivere til iværksætterne, som er noget af det vigtigste, hvis der er tale om relativt nye virksomheder,” forklarer René Piper.
Alle bør gå med
StartupBoost A/S er formelt set et bindeled mellem lokale erhvervsfolk og Foreningen Business Kolding. Herfra er Morten Bjørn Hansen repræsenteret som direktør, og han har i mange år fulgt med i, hvordan det lokale iværksættermiljø har det. Han glæder sig over, at det snart er tid til at investere i nye virksomheder og mennesker med StartupBoost.
“Med de uddannelsessatsninger, som Kolding har, forventer vi en styrket iværksætterscene de kommende år.”
Morten Bjørn Hansen, Business Kolding
”Med de uddannelsessatsninger, som Kolding har, forventer vi en styrket iværksætterscene de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi kan sikre kapital til de helt nye selskaber, før de kan rejse kapitalen på mere gængs vis. Det kan sikre at iværksætterne kan udvikle sig i vores område. Hvis vi ikke havde StartupBoost, måtte vi nok skynde os at opfinde det,” siger Morten Bjørn Hansen.
René Piper er helt enig med Morten Bjørn Hansen og har en klar opfordring:
”Iværksætteriet står endnu stærkere, hvis så mange som muligt går med i det her. Alle vinder på det, og os lidt mere erfarne erhvervsfolk kan, forhåbentligt, bruge vores netværk og erfaring til at løfte. Det betyder rigtig meget for mig.
