Business Kolding tager et nyt værktøj baseret på kunstig intelligens i brug forud for, under og efter møder med virksomheder. Et af hovedformålene er at frigive mere tid til dialog, og at nå ud til endnu flere virksomheder lokalt.
12. juni 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Mere tid til vejledning og virksomhedsbesøg, og færre timer brugt på baggrundstjek, indsamling af informationer og referatskrivning.
Det er nogle af de gevinster, som et nyt AI-værktøj kaldet DEF AI skal hjælpe erhvervskonsulenter hos Business Kolding med at opnå, når de forbereder, afholder og følger op på møder med mere end 1.100 lokale virksomheder årligt.
Værktøjet DEF AI er udviklet af fem lokale erhvervskontorer fra hele landet og deres interesseorganisation Dansk Erhvervsfremme (DEF), i samarbejde med IT-firmaet Floral.
Systemet fungerer som en slags forlænget digital arm til Business Koldings CRM-system og kan være med til at forædle relevant virksomhedsdata og koble det til de indsatser og puljer, som Business Kolding arbejder med.
"Vi tager nu hul på en helt ny fremtid for vores arbejde. DEF AI skal frigøre tid hos konsulenterne til det, som skaber mest værdi for virksomhederne nemlig vejledning om relevante puljer, udviklingsmuligheder og netværk. Systemet kan sikre en mere relevant forberedelse af møderne med udgangspunkt i virksomhedernes behov. Efter mødet vil et digitalt referat danne grundlag for en effektiv og målrettet opfølgning fra konsulenten til virksomheden", fortæller Morten Bjørn Hansen, direktør for Business Kolding.
Helt lavpraktisk betyder det, at virksomheder ved fysiske eller digitale møder kan blive spurgt, om det er i orden, at samtalerne bliver transskriberet af systemet. Det sker efter de højeste standarder for digital sikkerhed og fortrolighed.
"Mange virksomheder kender allerede til AI-systemernes muligheder, og nu introducerer vi teknologien i vores eget arbejde, med en ambition om at nå ud til endnu flere lokale virksomheder årligt", forklarer Business Koldings direktør.

Den vigtige dialog
Forud for vejledningsopgaver og møder med virksomheder forbereder konsulenterne sig ved hjælp af det nye AI-system.
DEF AI udarbejder et forberedelsesnotat for den enkelte virksomhed, som blandt andet indeholder en kort virksomhedsbeskrivelse, relevante analyser og forslag til samtalepunkter. Notatet kan også pege på relevante støtteprogrammer og udviklingsmuligheder, som findes i erhvervsfremmessystemet.
"Den viden, vi får forud for mødet med dette værktøj, er med til at gøre vores vejledning endnu mere målrettet og giver os mere tid til den vigtige dialog ude hos virksomhederne. På den måde bliver møder mere målrettede og værdiskabende fordi vi sikrer at vores tilbud i endnu højere grad er baseret på virksomhedernes behov", siger Morten Bjørn Hansen og tilføjer:
"Vi er sat i verden for at kende, hjælpe og samle Koldings erhvervsliv, og derfor er det vigtigt for os, at vi hele tiden holder os ajour med de udviklinger og udfordringer, som den enkelte virksomhed står overfor".
DEF AI - kort fortalt
Værktøjet DEF AI er udviklet af fem lokale erhvervskontorer og deres interesseorganisation, Dansk Erhvervsfremme, i samarbejde med IT-firmaet Floral.
Alle virksomheder kan afprøve og bruge programmet, og du kan læse mere her.
