Kreativt indspark på tværs af grænsen gav både danske og tyske iværksættere brændstof til at komme videre med deres forretningsideer.

28. februar 2020

Creative Retreat var overskriften på en nylig gennemført 4-dages forløb for 20 kreative iværksættere fra blandt andet Kolding, Kiel og Lübeck.

Creative Retreat fandt sted i de naturskønne omgivelser på Houens Odde ved Kolding Fjord, hvor deltagerne arbejdede fra morgen til aften med udviklingen af deres koncepter og virksomheder.

I løbet af dagene havde de mulighed for at få sparring fra designere og forretningsudviklere, der kiggede forbi.

”Vi gav deltagerne mulighed for at kunne sparre omkring deres koncept med blandt andet forretningsudviklere under opholdet. Men vi ser også en stor værdi ligge i etableringen af relationer og netværk mellem iværksætterne”, siger erhvervskonsulent Leendert Bjerg fra Business Kolding.

Et synspunkt, der bakkes op af deltageren Line Bakke fra Kolding, der fremhæver, at ”Disse dage har beriget mig og været en kæmpe hjælp til, hvordan jeg kommer videre med min forretning. Glæder mig til fremadrettet at besøge og sparre med mine nye bekendtskaber i både Danmark men også Kiel og Lübeck”

Business Kolding var vært for Creative Retreat, der er udviklet som en del af projektet VekselWirk og som finansieres af midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Morten Bjørn Hansen, adm. direktør for Business Kolding, siger ”Det var tydeligt både under, men også nu efter, at et format som dette har værdi for både deltagerne men også os som en del af erhvervsfremmesystemet. Nu skal vi evaluere men vil klart arbejde videre med ideen om at afholde et Creative Retreat også i 2021.”