I årevis har både arbejdsmarkedet og erhvervsuddannelserne advaret om, at manglen på faglært arbejdskraft kan trække både den lokale og nationale konkurrenceevne ned. Men hvad nu, hvis de faglærte aldrig kommer? Hvad gør virksomhederne så?
19. juni 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Manglen på faglært arbejdskraft er en udfordring, der langt fra løses med jobopslag, Facebooksider eller flyers ude på erhvervsskolerne.
Det var en af de centrale erkendelser, da Business Koldings Advisory Board mødtes for at drøfte fremtidens arbejdskraft og kompetencer.
Boardets formål er at komme med anbefalinger til både bestyrelsen i Fonden Business Kolding og dertil indspark til at styrke partnerskabet mellem Kolding Kommune og det private erhvervsliv.
På mødet fremlagde Morten Bjørn Hansen, direktør for Business Kolding, ny data, som viser, at en stor del af den faglærte arbejdsstyrke nærmer sig pensionsalderen, samtidig med at for få unge vælger en erhvervsuddannelse.
Det skaber et voksende pres på virksomhederne, særligt inden for de brancher, hvor faglærte medarbejdere er afgørende for produktion, drift og vækst.
"Spørgsmålet er ikke længere, om virksomhederne kommer til at mangle faglærte. Spørgsmålet er, hvordan de indretter sig i en virkelighed, hvor manglen bliver permanent. Efter årtiers jagt på at hæve andelen af unge på erhvervsuddannelserne er den stadig ikke i nærheden af de 30 procent af en ungdomsårgang. Og dermed går det regnskab i minus," lød det fra Morten Bjørn Hansen på mødet.
"Det sker på trods af rigtig mange kampagner og politiske tiltag gennem tiden. Og på trods af, at eksempelvis lønforskellen mellem erhvervsuddannelserne og universitetsuddannelser er langt mindre end tidligere. Igen et bevis på, at de faglærte er meget eftertragtede."

Faglært arbejdskraft i Kolding
• Ca. 20 % af de unge i Kolding gik direkte på en erhvervsuddannelse i 2025.
• Kun omkring hver 10. pige vælger en erhvervsuddannelse.
• De største grupper af faglærte er i dag mellem 45 og 64 år.
• Antallet af faglærte er faldet markant blandt de yngre aldersgrupper siden 2008.
• Sydjylland forventes at miste ca. 26.700 personer i alderen 20-69 år frem mod 2040.
• På landsplan forventes den arbejdsdygtige befolkning at falde med knap 99.000 personer frem mod 2040.
Mesterlære
En af de ordninger, som skal være med til at få flere unge lokalt til at vælge en erhvervsuddannelse, er tiltaget juniormesterlære, der er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, som lærer bedst med hænderne.
Ordningen kombinerer tre til fire dages skolegang med en til to dages praktik i en virksomhed om ugen. Og den ordning har været rigtig god lokalt i Kolding Kommune, fortalte Iben Lehmann Rasmussen, 2. viceborgmester for SF og formand for Børne-, Skole- og Familieudvalget.
"57 elever har været en del af juniormesterlære i 2025/26, mens det tal allerede stiger til knap 70 i næste periode. Ordningen er populær, fordi den er med til at sikre et rigtig godt samarbejde mellem virksomheder, skoler og forældrene, hvor sidstnævnte hjælper med at finde praktikpladser. Og det inspirerer nogle unge, der har brug for en alternativ afslutning på folkeskolen," sagde Iben Lehmann Rasmussen.
Et netværk af lærlinge
På advisory board-mødet var der også oplæg fra Arnthor Gunnarsson, erhvervskonsulent hos Business Kolding. Han fortalte om, hvordan det går med initiativet Lærlingenetværket, hvor Business Kolding sammen med en række virksomheder er med til at arrangere forskellige events og virksomhedsbesøg for lærlinge og lærlingeansvarlige.
Dertil er formålet at skabe et socialt fællesskab for unge lærlinge på tværs af virksomheder, brancher og skoler.
"Lærlingenetværket fik en god begyndelse, men ikke alle arrangementer har været lige velbesøgte, så succesen har ikke været ubetinget. Men vi har styrket samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne. Og vi har været med til at sætte nyt fokus på lærlingenes vilkår," fortalte Arnthor Gunnarsson.
En langsigtet udfordring
Tilbage ved datagrundlaget viser befolkningsfremskrivninger, at arbejdsstyrken i Sydjylland forventes at falde frem mod 2040, hvilket gør det endnu vigtigere at arbejde langsigtet med både uddannelse, tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft.
For Business Kolding betyder det, at arbejdskraft og kompetencer fortsat vil være et centralt fokusområde.
"I dag har vi hørt om en række initiativer, som er målrettet de unge på arbejdsmarkedet. I arbejdsgrupperne blev der også talt om voksenlærlinge, omskoling, automatisering og forskellige puljeordninger, der giver virksomhederne lidt flere økonomiske gulerødder i forhold til enten at ansætte måske to frem for én lærling. Eller de muligheder, som kunstig intelligens måske kan give i forhold til at frigive lidt tid hos de faglærte, man rent faktisk har ansat," sagde Morten Bjørn Hansen.
Medlemmerne af Fonden Business Koldings Advisory Board
- Anne Mette Bjerre Hansen (Amoode ApS)
- Frank Eisby (Vetaphone A/S)
- Kristine Buchwald Laursen (Kolding Storcenter)
- Mette Dissing (Kommunaldirektør)
- Merete Due Paarup (Kolding Byråd)
- Iben Lehmann Rasmussen (Kolding Byråd)
- Jakob Ville (Borgmester, Venstre)
Bestyrelsen i Fonden Business Kolding består af:
- Formand Donny Moerkerk (Würth Danmark A/S)
- Næstformand Anita Larsen (IPW Systems A/S)
Hertil er Foreningen Business Koldings formand også repræsenteret:
- Brian Holmer (Kjæhr-Trillingsgaard A/S)
