GTS-specialisten var ikke bange for at kravle i arbejdstøjet, fortæller Lene Andreasen, COO i virksomheden Procudan, der er beliggende i Kolding. Derfor er der kommet konkrete og brugbare robotløsninger ud af et samarbejde om innovation med Teknologisk Institut.

26. november 2021
Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Procudan er eksperter i ingredienser og emballage til fødevarer. I 2020 gjorde Business Kolding virksomheden opmærksom på mulighederne for at få økonomisk støtte til et innovationsprojekt via ”GenstartNU”. Det passede godt med, at Procudan stod med nogle udfordringer ift. nogle manuelle processer og derfor gerne ville se på muligheder for at automatisere disse. Formålet var procesoptimering og at forbedre arbejdsmiljøet. Procudan kom i kontakt med en specialist fra Teknologisk Institut.

Lene Andreasen, CCO hos Procudan

- Specialisten fra Teknologisk Institut var med ude i produktionshallen for at vurdere processerne hele vejen rundt for på den måde at afdække udfordringer og se på mulige automatiseringsløsninger. Herefter gik han hjem og beskrev processerne og de observationer, han havde ift. vores udfordringer. Her ramte han helt plet, fortæller Lene Andreasen, COO i Procudan.

Opgaven for GTS-specialisten var bl.a. at komme med gode svar på, hvordan en robot kunne bruges til at løfte, pakke i papkasser og sætte papkasser på paller. Det er ikke helt enkelt, da der er tale om et udfordrende miljø at arbejde i for en robot. De plader, der skal løftes, er meget glatte og vejer 5 kg. Derfor er det svært for en robot at gribe om pladerne. Heldigvis ikke umuligt, for Procudan blev præsenteret for en række løsningsmuligheder.

- Vi fik mange gode input til automatisering af processerne, hvor nogle af dem allerede er igangsat, fortæller Lene Andreasen.

Uvildig og konkret tilgang
Lene Andreasen har været meget tilfreds med den uvildighed og konkrete tilgang til at løse udfordringer, som GTS-specialisten fra Teknologisk Institut er kommet med. Der blev set objektivt på mulighederne, og det blev kombineret med den store erfaring, GTS-specialisten tog med fra andre projekter.

- Han er ikke forlovet med nogle, og derfor handler det ikke om at sælge en specifik løsning. Det giver ham en meget høj troværdighed, siger Lene Andreasen og fortsætter: Endnu en fordel er, at vi sammen kan tænke længere, fordi han er god til at sætte sig ind i vores sted – også på de områder, hvor det ikke er ham, der er specialisten, der bidrager han stadig med sin erfaring.

GTS i arbejdstøjet
Samarbejdet med Teknologisk Institut har helt klart speedet processen op, slår Lene Andreasen fast. Hun kunne måske godt selv have brugt en masse tid på at undersøge muligheder hos forskellige leverandører af robotløsninger:

“Der er ikke tale om en højpandet forsker med en teoretisk tilgang – tværtimod var GTS-specialisten ikke bange for at kravle i arbejdstøjet”

Lene Andreasen, Procudan

- Men så skulle jeg have brugt langt mere tid, og vi ville ende med et dårligere resultat. Det skyldes, at specialisten fra Teknologisk Institut har et bagkatalog af forskning og praktisk erfaring, som han kan bringe til bordet, siger Lene Andreasen. Vi er blevet mødt i øjenhøjde. Der er ikke tale om en højpandet forsker med en teoretisk tilgang – tværtimod var GTS-specialisten ikke bange for at kravle i arbejdstøjet, fortæller Lene Andreasen.

Tag imod tilbuddene om FoU-samarbejde
Lene Andreasen fortæller, at det har været en stor fordel at være med i ”GenstartNU”. Projektet gjorde Procudan opmærksom på Robotcentrets tilgang til automatisering, hvor ”det er robotløsningen, der skal skræddersys efter vores behov og ikke os, der skal tilpasses en standardløsning”. Dermed ved Lene Andreasen fremover, hvem hun skal henvende sig til, hvis virksomheden får brug for hjælp til et andet automatiseringsprojekt.

Procudan samarbejder desuden med Teknologisk Institut under Eurostars.

- Det er ikke noget, vi har gjort så meget før, men når man får de første erfaringer med at være med i udviklingsprojekter, så breder det sig som ringe i vandet, siger Lene Andreasen, der derfor anbefaler andre virksomheder at tage imod de tilbud om innovation, der findes.

- Jeg ved godt, det kan være svært at finde tiden. Samtidig er nogle måske bange for at gå ind i det, fordi de tror, det altid handler om meget avancerede teknologiske løsninger. Men det behøver det ikke at gøre. Det kræver selvfølgelig noget tid at arbejde med innovation – ikke mindst når der skal følges op, og løsninger skal implementeres. Men i sidste ende kan det godt betale sig at udvikle sin virksomhed. Så mit råd til andre er at tage imod relevante tilbud og dermed få adgang til ny viden og teknologi.

GenstartNU er støttet af Industriens Fond og har til formål at få virksomheder godt ud af corona-krisen.