I december blev det i Kolding Kommune politisk besluttet, at det fra næste skoleår skal være obligatorisk for alle elever i 8. klasse at komme ud i erhvervspraktik. Vil du hjælpe et ungt menneske på vej, så tilmeld din virksomhed til Business Koldings erhvervspraktikportal.

20. maj 2021

Det er vigtigt, at de unge får et større indblik i, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads, og at de får en fornemmelse af, hvad de gerne vil arbejde med, inden de skal træffe det endelige uddannelsesvalg.

Håbet med den obligatoriske erhvervspraktik er også, at det får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Erhvervspraktikken er også med til, at de elever, hvis forældre ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, får en større forståelse for livet på en arbejdsplads.

Business Kolding har sammen med UU Kolding lavet en praktiportal. Her kan eleverne søge blandt 247 virksomheder, der har sagt ja tak til at modtage praktikanter fra folkeskolen. Eleverne kan søge ud fra både branche og geografi, og så er det et godt redskab for forældre og lærere, når de skal have en snak med de unge om valg af uddannelse.

Der er stadig plads til mange flere virksomheder på portalen, så vil din virksomhed også hjælpe de unge på vej med en vigtig erhvervspraktik, så kan du nemt tilmelde din virksomhed på www.businesskolding.dk/erhvervspraktik under menupunktet ”tilmeld virksomhed”. Her kan du også krydse af, om I tilbyder virksomhedsbesøg eller tager ud som gæstelærere.

Skærmbillede af Erhvervspraktikportalen - pilen viser hvor du kan tilmelde jeres virksomhed.