Foreningen Business Kolding har på en ekstraordinær generalforsamling endeligt godkendt fusionsplanerne for Foreningen Business Kolding, Kolding Turistforening og Kolding Handelsråd. Den nye forening vil styrke erhvervslivets stemme i Kolding, mener foreningens formand.

30. oktober 2019

Foreningen Business Kolding indgår i fusion med Kolding Handelsråd og Kolding Turistforening med virkning fra årsskiftet.

Foreningen Business Koldings medlemmer godkendte i dag endeligt beslutningen på en ekstraordinær generalforsamling. Det var den sidste formelle beslutning som skulle på plads, før at ønsket fra de tre foreninger om at gå sammen kan gennemføres.

”Vi samler nu Koldings Erhvervsliv i én stor forening. Det giver virksomhederne et stærkt talerør, og det samler Koldings virksomheder om vækst og udvikling,” siger Pierre Legarth, adm. direktør i Pierre Ejendomme A/S og formand for Foreningen Business Kolding

De tre foreninger har længe haft et tæt samarbejde, og alle er repræsenteret i Fonden Business Koldings Advisory Board.

Kolding Handelsråd og Koldings Turistforening skal nu fusioneres sammen med Foreningen Business Kolding, men i den nye forening dannes et fast udvalg, der skal varetage og arbejde med turisterhvervets og detailhandlens særlige vilkår.

”Vi har som turismebranche brug for at have et stærkere samarbejde med resten af erhvervslivet, og det får vi i den nye forening,” siger Heidi Kjær, hoteldirektør for Scandic Kolding og formand for Kolding Turistforening.

Gitte Lindbo, centerchef i Kolding storcenter og formand for Kolding Handelsråd, ser ligeledes frem til at samle kræfterne i den nye Foreningen Business Kolding.

”Vi har jo meget mere til fælles, end der skiller os ad. Jeg er overbevist om, at samarbejdet mellem virksomhederne i den nye forening vil være til gavn for detailhandlen i Jylland og Fyns største handelsby,” siger Gitte Lindbo.

Pierre Legarth håber, at dannelsen af den nye forening vil få endnu flere til at tegne et medlemskab.

”Erhvervslivet har brug for at stå sammen – og det skal de gøre i Foreningen Business Kolding. Værdien for den enkelte virksomhed af at være medlem er helt åbenlys høj, og for erhvervslivet vil det få meget stor betydning, at vi kan samles i en fælles forening,” siger Pierre Legarth.

I forbindelse med fusionen indføres en ny kontingentstruktur, som vil følge Foreningens Business Koldings kontingentstruktur. Dog med den tilføjelse, at der åbnes for et nyt og billigere medlemskab for de helt små virksomheder med 1-2 medarbejdere.

Ny kontingentstruktur i en ny Foreningen Business Kolding.

Kontingenter 2020

1-2 medarbejdere kr. 950 + moms
3-5 medarbejdere  kr. 2.050 + moms
6-10 medarbejdere kr. 2.950 + moms
11-25 medarbejdere kr. 4.300 + moms
26-50 medarbejdere kr. 5.300 + moms
50-100 medarbejdere kr. 7.150 + moms
> 100 medarbejdere kr. 13.250 + moms

 

Foreningen Business Kolding
Foreningens virke kan spores tilbage til 1942, hvor en forening til fremme af erhvervene blev dannet. I dag har foreningen mere end 540 medlemmer, og afholder flere gange årligt store arrangementer. Det var Foreningen Business Kolding, som arrangerede præsident Barack Obamas besøg i Kolding i 2018.

Kolding Handelsråd
Kolding Handelsråd blev etableret i 1988 for at styrke samarbejdet mellem det kommende Kolding Storcenter og City. I forbindelse med kommunalreformen I 2017 blev de øvrige handelscentre i Kolding Kommune også medlemmer i Kolding Handelsråd, der har godt 300 medlemmer.

Kolding Turistforening
Kolding Turistforening blev etableret i 1895. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 gik foreningen sammen med turistforeningerne i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld. Kolding Turistforening har 130 medlemmer

For yderligere information, kontakt

Tel +45 9137 3119
mbh@businesskolding.dk
Adm. direktør

Morten Bjørn Hansen