Kolding Hotel Apartments og Business Kolding præsenterer de tre nominerede til titlen som Årets Turisme Virksomhed 2016.

Vinderen kåres torsdag 23. februar 2017, hvor Business Kolding inviterer til Awardshow 2017 på Comwell i Kolding. De nominerede er...

 

Museet på Koldinghus

De seneste år er der kommet nyt fokus på Koldinghus. En ny strategi har givet resultater, så Koldinghus sidste år havde 137.000 gæster. Og strategien gavner ikke kun Koldinghus, men hele Kolding.

"Vi vil være et samlingspunkt for alle. Vi har inddraget frivillige foreninger, afholder borgerkøkken og koncerter, og så har vi 110 frivillige tilknyttet til at lave forskellige aktiviteter. Og så er der stor opbakning i Erhvervsklubben, ligesom antallet af medlemmer i Museumsklubben er fordoblet fra 600 til 1200 medlemmer", siger Thomas C. Thulstrup.


Siden han kom til i 2013, er der lavet omfattende investeringer i sikkerhed. Koldinghus kan nu tilbyde det højeste sikkerhedsniveau inden for museumsverdenen, og kan dermed tiltrække langt større og mere kostbare udstillinger end tidligere. I alt har kun 20 andre steder i Danmark samme høje sikkerhedsniveau.

“Slottet skal være levende og sikre en bredde for både hele familien, og for de nørdede. Vi har ansvar for Koldings historie samt guld og sølv. Og det tager vi alvorligt”

Thomas C. Thulstrup, Koldinghus

Sidste år tiltrak alene Fabergé udstillingen 60.000 gæster, - og årets udstilling Himmelsten, der viser orientalsk jadekunst fra H.K.H. prins Henriks private samling, forventes at kunne tiltrække endnu flere. Koldinghus er blevet et anerkendt internationalt museum, men glemmer ikke de lokale borgere.

"Det er ikke vores slot, det er koldingensernes slot. Jeg er jo bare en vicevært, der passer på slottet. Det er vigtigt med folkelighed, at vi ikke bliver for elitære og selvhøjtidelige. Slottet skal være levende og sikre en bredde for både hele familien, og for de nørdede. Vi har ansvar for Koldings historie samt guld og sølv. Og det tager vi alvorligt", siger Thomas C. Thulstrup.

Samspillet med byen er også vigtig, og gæsterne sendes videre rundt i byen, når de har besøgt Koldinghus. Samtidig er slotsbutikken også blevet udvidet, ligesom samarbejdet med Madkælderen er intensiveret.

Thomas C. Thulstrup er uddannet både økonom og kunsthistoriker, og han har som en slags kulturel købmand, formået at drive Koldinghus - ikke kun som et museum, men også som en forretning, der gavner Kolding.

Besøg virksomheden på www.koldinghus.dk.

 

The Mokka Café, Vinbaren og Marinaen

A.L. Passagen er blevet en lille oase i Kolding City. Her er en café stemning, som minder om et sydlandsk torv.

Der er i løbet af de seneste år skabt ekstra liv, først med åbning af The Mokka Café i 2011 og senere med åbning af en decideret vin- og cocktailbar, Vinbaren i 2013. De to ejere Tom Forsberg og Morten Strøh har formået at skabe et hyggeligt miljø, og gjort det til en oplevelse for både lokale og turister af slå sig ned.

Der er bygget små åndehuller, og der, hvor der før var skraldespandsopbevaring, er der nu lavet en lille udendørs bar. De to har formået at løfte niveauet, så alle typer af turister kan få noget at spise.

”Vi har forsøgt at skabe en stemning, så folk gider at blive hængende. Det er ikke kun et sted, hvor man kun får en øl eller noget at spise. Det er blevet stedet, hvor man forventer, at møde nogen man kender, og hvor vi kan se at turisterne gider at opholde sig i længere tid”, fortæller medejer, Morten Strøh.

“Det er blevet stedet, hvor man forventer, at møde nogen man kender, og hvor vi kan se at turisterne gider at opholde sig i længere tid.”

Morten Strøh, The Mokka Café, Vinbaren og Marinaen

De to ejere har også formået at skabe et unikt samspil med Den Engelske Pub. Alene i 2016 brugte de tre steder Vinbaren, The Mokka Café og Den Engelske Pub tilsammen 350.000 kr. på gratis musik til turister og borgere i A.L. Passagen. Og så udvidede makkerparret Forsberg og Strøh i 2015 også forretningen med åbning af Marinaen på Marina Syd. Også her har de gjort stedet til et usnobbet åndehul med blomsterkummer, god mad og hygge til gavn for både lokale, lystsejlere og turister.

”Det er en kæmpe cadeau at blive nomineret. Vi gør det jo fordi, vi synes det passer til vores koncept. Men det er da fedt, at andre lægger mærke til det, og kan se effekten af, at vi er her”, siger medejer, Tom Forsberg.

Blandt hotellerne i Kolding er A.L. Passagen også blevet et sted, man direkte anbefaler turisterne at gå hen.

Besøg virksomhederne på www.themokkacafe.dk.

 

Attraktionen Christiansfeld

Christiansfeld har siden 1773 markeret sig som en spændende by. Men med UNESCO udnævnelsen i 2015, har byen med kun 3000 indbyggere for alvor slået sig fast som international turistdestination.

Siden 1993 har byen stået på UNESCOS tentativ liste som kulturel verdensarv, men efter kommunesammenlægningen i 2007, hvor byen kom under Kolding Kommune, kom der skred i tingene. Sammen med forskellige fonde har Kolding Kommune og Brødremenigheden brugt i alt 264 mio. kr. på at renovere den gamle bydel med respekt for de gamle håndværk og materialer.


"Det har været en lang proces, og der har været rigtig mange aktører ind over. Det fælles mål og det gode samspil mellem alle har gjort, at det til sidst lykkedes at få udnævnt Christiansfeld til verdensarv", fortæller Sitemanager for Christiansfeld, Birgitte Sidenius Bjerg Lamp.

“Det er helt klart vores UNESCO Verdensarvsstatus, der gør, at folk nu kommer langvejs fra for at se Christiansfelds kvaliteter.”

Birgitte Sidenius Bjerg Lamp, Christiansfeld

Før udnævnelsen havde Christiansfeldcentret omkring 8000 årligt besøgende, i dag er tallet næsten firdoblet til omkring 30.000 besøgende. Og antallet af udenlandske turister er steget betydeligt.

”Vi har aldrig haft så mange udenlandske turister som nu. Det er helt klart vores UNESCO Verdensarvsstatus, der gør, at folk nu kommer langvejs fra for at se Christiansfelds kvaliteter”, siger Birgitte Sidenius Bjerg Lamp.

Christiansfeld har med sin unikke arkitektur og byplan sat endnu mere fokus på hele Kolding som design- og kulturdestination. Og så er Christiansfeld en levende by, som på prægtig vis formår at kombinere fortid med nutid.

Anerkendelsen fra UNESCO har også betydet større omsætning i byens butikker, og i disse år er der flere nye tiltag på vej, der skal bringe historien om Christiansfeld og Brødremenigheden længere ud.

Siden udnævnelsen er Comeniushaven også åbnet. Her vises den traditionelle haveplan, og stedet kan også bruges af byens turister som et fristed, hvor den medbragte mad kan nydes.

Og så kan man ikke sige Christiansfeld uden af nævne honningkagerne. Kagen, der er bagt i byen siden 1783, trækker også stadig turister til.

Besøg virksomheden på www.christiansfeldcentret.kolding.dk.

Andre nyheder

Virksomhederne ser lyst på fremtiden

Koldings virksomheder er optimistiske, når det gælder den fremtidige vækst. Det viser den seneste konjunkturanalyse, som Business Kolding har udarbejdet i samarbejde med Dansk Erhvervsfremme, DEF.

Stor spørgelyst fra iværksættere

Op mod 70 interessenter var mødt op, da Business Kolding torsdag relancerede sin iværksætterstrategi. De var blandt andet repræsenteret ved det lokale erhvervsliv og iværksættere.

...

Årets Turisme Virksomhed er sponsoreret af