Christian Thomsen er medinvestor i StartupBoost, der har millioner at investere for i iværksættervirksomheder inden for kommunegrænsen. Selv står virksomhedsejeren på fundamentet af en familievirksomhed i fire generationer. Nu vil han lære fra sig.
20. marts 2026
Christian Thomsen er rundet af mere end 100 års virksomhedshistorie.
Som administrerende direktør og medejer af Dansk Gummi Industri A/S i Kolding står han i dag i spidsen for en virksomhed, der er vokset fra en lokal cykel- og dækforretning til en internationalt orienteret industrivirksomhed med fokus på specialløsninger til blandt andet vindindustrien.
Men ved siden af rollen i familievirksomheden har han også engageret sig i fremtidens erhvervsliv. Det sker som investor i StartupBoost, hvor han er med til at støtte nye iværksættere – og det engagement udspringer af en grundlæggende nysgerrighed.
"Det er spændende at høre om iværksætternes idéer og hjælpe med at guide dem i den rigtige retning. Det kan alle have brug for, og jeg vil gerne lære fra mig med min erfaring", siger han.
En forandret virksomhed
Dansk Gummi Industri har gennem generationer været i konstant forandring. Fra cykeldæk til avancerede løsninger i gummi og polyurethan – og i dag med en klar position i blandt andet vindindustrien.
“Iværksættermiljøet er vigtigt for en bys sammenhængskraft. Jeg håber, at StartupBoost kan hjælpe mange nye og spændende virksomheder med etablering og vækst i Kolding og dermed skabe arbejdspladser i kommunen.”
Christian Thomsen, Direktør og medejer af Dansk Gummi Industri A/S
Ifølge Christian Thomsen er det netop erfaringen med at udvikle en virksomhed over tid, der kan gøre en forskel for nye iværksættere.
"Det vigtigste er at sikre sig, at økonomien hænger sammen. At der bliver udarbejdet realistiske budgetter, som viser en positiv udvikling af forretningen".
Det er en pointe, han vender tilbage til, når han møder startups: Gode idéer er ikke nok i sig selv.
"Der skal naturligvis være en god idé, som man tror på, men som før nævnt skal økonomien hænge sammen. Man kan ikke drive en virksomhed, som ikke på sigt tjener penge", understreger han.
Iværksætteri ligger i DNA’et
Selvom Dansk Gummi Industri i dag er en veletableret industrivirksomhed, ser Christian Thomsen en klar forbindelse mellem virksomhedens historie og iværksættermiljøet.
"Når man ser tilbage på den udvikling og kursændring, som Dansk Gummi Industri har gennemløbet over vores mere end 110 år, er det klart drevet af iværksætteri og videreudvikling af vores produkter og viden. Det er måske ikke det første, man nødvendigvis tænker på som iværksætter, men det er vigtigt at kunne skifte retning, hvis behovet eller efterspørgslen ændrer sig", siger Christian Thomsen.
Netop derfor giver det mening for ham at engagere sig i nye virksomheder. For selv i en virksomhed med dybe rødder er fornyelse en forudsætning for vækst.

Kort om Dansk Gummi Industri
Dansk Gummi Industri er en familieejet industrivirksomhed med base i Kolding og rødder tilbage til 1915.
Virksomheden ledes i dag af fjerde generation, Christian og Peter Thomsen, og har udviklet sig fra en cykel- og dækforretning til en specialiseret producent af løsninger i gummi og polyurethan.
Produkterne anvendes blandt andet i vindindustrien og andre industrielle segmenter.
Virksomheden beskæftiger i dag omkring 60 medarbejdere og har gennem de senere år været i markant vækst med fokus på innovation, nye markeder og internationalisering.

Mere end investering
Engagementet i StartupBoost handler ikke kun om kapital. Det handler i høj grad også om at bidrage med erfaring og perspektiv. Christian Thomsen lægger dog ikke skjul på, at iværksætteri kræver en særlig indsats.
"Når man starter en virksomhed, lægger man mange timer i det. Man er jo altid lidt på – uanset om man sidder på Mallorca eller derhjemme", siger han og peger samtidig på, at det kræver prioriteringer.
"I dag synes jeg man ser flere, der godt kan få et familieliv og startup-livet til at hænge sammen. Men næsten uanset, hvem man er, eller hvad man har skabt eller er ved at skabe, kræver det mange timer", siger Christian Thomsen.
Han har også oplevet iværksætteri tæt på familien.
Hans søn, Victor Thomsen, har startet virksomheden Drone Eksperten – en rejse, der begyndte med interesse for teknologi og udviklede sig til en forretning med potentiale.
"Da Victor besluttede sig for at skifte sit arbejde med SEO (søgemaskineoptimering, red.) ud med at gå ind på det her dronemarked, havde vi nogle snakke om satsningen. Han så et forretningspotentiale, men havde alligevel brug for at vende nogle ting med mig. Det var rart at blive inddraget i det".
Et stærkere erhvervsliv i Kolding
For Christian Thomsen rækker perspektivet med StartupBoost ud over den enkelte virksomhed. Iværksætteri spiller en vigtig rolle for hele byens udvikling. Med sit engagement i StartupBoost håber han derfor at være med til at skabe grobund for nye virksomheder – og nye arbejdspladser.
"Iværksættermiljøet er vigtigt for en bys sammenhængskraft. Jeg håber, at StartupBoost kan hjælpe mange nye og spændende virksomheder med etablering og vækst i Kolding og dermed skabe arbejdspladser i kommunen, siger Christian Thomsen.

Mere om StartupBoost
Investorerne i StartupBoost består af:
-
Christian Thomsen, CEO hos Dansk Gummi Industri
-
Frank Birkegaard, CEO hos SixFive Beauty Group
-
Frank Eisby, CEO hos Vetaphone A/S
-
Gitte Dall Sølbeck, direktør hos DS Outsource ApS
-
Hans Erik Bylling, CEO hos Aller Aqua
-
Jan Eisby, CBO hos Vetaphone A/S
-
Jens Skjøt-Arkil, Group CEO af Arkil Holding
-
Jørgen Schou, ejer af Jørgen Schou Holding A/S
-
Kim Hyldahl, founder af MOS MOSH A/S
-
Lars Høeg, Managing Partner hos Plus Business Partner ApS
-
Morten Bugge, founder af Global Evolution
-
Ole Lind Terkelsen, CEO hos OT Bolig- & Erhvervsudlejning
-
Pierre Legarth, CEO hos Pierre Ejendomme A/S
-
René Piper Laursen, founder & chairman hos Park Styling A/S
-
Søren Ravn, Group CEO hos Sjølund A/S
-
Middelfart Sparekasse (virksomhed som investor)
-
Sparekassen Kronjylland (virksomhed som investor)
-
Foreningen Business Kolding (organisation som investor)
Du kan læse mere om StartupBoost her.
