Få vigtig viden med hjem fra Forskningens Døgn hos IBA Erhvervsakademi Kolding. I år skal det handle om AI-agenter, der handler på egen hånd. Og om kunstig intelligens, som fremstår menneskelig.
Hvordan vil teknologierne ændre måden, vi arbejder og indretter os på – både som virksomhed og som ansat?
I løbet af Forskningens Døgn vil du møde en stribe eksperter, der giver deres bud på, hvordan vores hverdag allerede er i fuld gang med at forandre sig i mødet med AI-teknologi.
Blandt oplægsholderne er Lasse Jonasson fra Institut for Fremtidsforskning. Han sætter fokus på AI-agenter, der kan løse opgaver på egen hånd – en teknologi, som allerede er taget i brug i mange virksomheder. Med konkrete eksempler viser han, hvordan AI kan ændre koordinering, kundekontakt, roller og forretningsmodeller.
IBA-underviser Jesper Outzen (foto) følger op med en live demonstration, hvor han viser, hvor enkelt det er at sætte en AI-agent i arbejde.
Du kan også høre samtalen ”When AI feels human” mellem Anne Dorthe Larsen (IBA) og Edward Abel (SDU). De to har forsket i, hvordan vi reagerer, når vi i hverdagen møder teknologi, der fremstår menneskelig.
Et sidste oplæg handler om AI etik i praksis. Det er professor Anne Gerdes fra SDU, som taler om dette helt afgørende emne, når AI rykker inden for i vores forretningsmodeller og arbejdsliv.
Der er fri entré – af hensyn til forplejning skal du blot tilmelde dig her: https://iba.dk/forskningens-doegn-2026-ai-agenter-og-digitale-mennesker/

