Tirsdag blev Business Lunch forår 2026 afholdt på SDU, hvor over 40 virksomheder kunne møde en lang række studerende fra SDU, IBA og Designskolen for at matche hinanden til relevante stillinger.

13. marts 2026
Henrik Nordstrøm Holm

Der var bolsjer, chokolade, et roterende lykkehjul og vigtigst af alt masser af snak mellem virksomheder og studerende. 

Tirsdag blev forårsudgaven af Business Lunch afholdt på SDU i Kolding, og arrangementet har til formål at matche virksomheder med studerende fra henholdsvis SDU, IBA og Designskolen. En de virksomheder, som bruger Business Lunch aktivt i sin rekruttering, er den store handels- og produktionsvirksomhed ABENA

Her tog Kári Thorsson, der er Group HR Consultant ABENA Holding, imod mange af de i alt 300 studerende, som var en del af Business Lunch.

"Det er en fantastisk mulighed for at få friske øjne på vores organisation. Det giver bare en bedre dynamik med bedre diversitet, og derfor bakker vi som stor koncern også op om Business Lunch. Vi står potentielt set med nogle rigtig skarpe kandidater på hånden", siger Kári Thorsson.

Kári Thorsson (ved bordet), Group HR Consultant ABENA Holding, var glad for at være en del af Business Lunch og ser konceptet som en oplagt mulighed for at finde de hjerner, som kan løfte den store koncern yderligere. Foto: Henrik Nordstrøm Holm

Datadrevne beslutninger
En anden af de godt 40 virksomheder, som deltog i forårsudgaven af Business Lunch, er Nature Planet fra Middelfart.

Herfra stod innovationschef Maria Xenia Lindskrog Smith og Group IT director Nikolaaj Bramsø ved standen, der var fyldt med søde tøjdyr og gode snakke om jobmulighederne i virksomheden. 

Nature Planet ApS udvikler og producerer de legetøjsdyr, som stort set kan købes i alle danske og mange udenlandske forlystelsesparker. 

Maria Xenia Lindskrog Smith peger selv på større krav til en mere gennemsigtig forsyningskæde som et område, virksomheden kan bruge hjælp til. 

"Som mange andre virksomheder mødes vi af stadig større krav til at kunne fremlægge dokumentation for produkterne, og det kræver en god indsigt i data. Vi har en meget ærlig tilgang til tingene, og her kan data og dataforståelse hjælpe os. Så blandt andre de kandidater og andre kreative hjerner er vi på jagt efter", forklarede Maria Xenia Lindskrog Smith.

Maria Xenia Lindskrog Smith er innovationschef hos Middelfart-virksomheden Planet Nature ApS, der udvikler og fremstiller legetøjsdyr, som især finder vej til forlystelsesparker. Dataviden fylder mere og mere og er også en af bevæggrundene for, at virksomheden bruger Business Lunch som rekrutteringsdag. Foto: Henrik Nordstrøm Holm

Mange retninger
Tilbage ved Kári Thorsson fra ABENA er der brug for endnu skarpere strategier for, hvordan virksomheden styrker sine led mellem leverandører, varehuse og alt den logistik, prissætninger og markedsanalyser, som ligger ind i mellem. 

"Vi er et kæmpe sourcing apparat, men som studerende kan det være svært at vide, hvor mange forskellige retninger, man egentlig kan tage inden for en koncern i størrelsesordenen med os. Vi er meget mere end en produktionsvirksomhed, og det kan jeg også bruge Business Lunch til. Vi har jo brug for alt fra dataanalytikere til jurister, så spændet er bredt", fortæller han. 

Herunder kan de se flere fotos fra dagen.