Bolig- og indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) besøgte for nyligt IBA Erhvervsakademi Kolding, for at få en snak med de studerende om overgangen til arbejdsmarkedet.

14. september 2022

Har I studerende her på IBA fokus på de fordele, jeres erhvervsakademi giver jer i forhold til erhvervslivet?"

Sådan spurgte Jesper og Christian, da de to ministre besøgte IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor de mødtes med en gruppe engagerede studerende.

Jesper – som hedder Petersen til efternavn og er uddannelsesminister for netop erhvervsakademierne, blev da også glad, da han fik respons fra flere IBA-studerende. For de kunne alle fortælle ham om projektarbejder med virksomheder og om praktikophold, som en indbygget del af deres uddannelse. Derfor kan de sagtens se, hvilke jobs de kan passe ind efter den afsluttende eksamen. 

“Her hørte jeg gode eksempler på, hvor stor værdi netop den tætte relation til erhvervslivet har”

Jesper Petersen, Uddannelses- og forskningsminister (S)

En ny undersøgelse, som Jespers eget ministerium står bag, har ellers netop tydeliggjort det modsatte, når det gælder landets universiteter. For her siger 42 procent af alle nyuddannede, at de har haft svært ved overgangen til arbejdsmarkedet. 

- De studerende genfandt vi ikke her på erhvervsakademiet. For her hørte jeg i stedet forskellige gode eksempler på, hvor stor værdi netop den tætte relation til erhvervslivet har, konstaterede uddannelses- og forskningsministeren. 

 De studerendes gode relationer til arbejdsmarkedet glædede også Christian Rabjerg Madsen, som er bolig- og indenrigsminister. - Vi spurgte jo de unge om deres erfaringer, og de sagde ganske klart, at det har stor værdi for dem, at de laver projekter og er i praktik under uddannelsen. Herefter er det oplagt at komme videre i de virksomheder, hvor de har haft praktik eller projekter. Det tætte samarbejde giver dem jo en meget større nærhed til arbejdsmarkedet, end den jeg selv kan huske fra min egen tid på universitetet, siger Christian Rabjerg Madsen.