Den lokale it-virksomhed GreyIT har flere gange søgt tilskud til digitaliseringsprojekter uden held. Nu har virksomheden fået tilsagn om støtte på op mod 100.000 kroner – og erfaringerne kan måske hjælpe andre virksomheder på vej.
8. maj 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Egentlig var Henning Karlsen lidt skeptisk.
Hans nye arbejdsplads, den lokale it-virksomhed GreyIT, havde flere gange tidligere søgt forskellige puljer målrettet digitalisering og automatisering af virksomhedens arbejdsgange. Uden succes.
Men denne gang lykkedes det. Virksomheden har nu fået tilsagn om, at der kan være op mod 100.000 kroner på vej.
Tilskuddet kommer fra SMV:digital, hvor virksomheder kan søge støtte til større digitale projekter som systemintegration, automatisering eller nye digitale løsninger.
Ansøgningen foregår via Virksomhedsguiden, og puljen er åben fra 11. maj til 18. maj 2026.
"Selvom vi er en it-virksomhed, kan vi stadig styrke vores forretning digitalt på flere områder – blandt andet gennem brugen af kunstig intelligens til leadgenerering og automatisering af kundehenvendelser. Men det handler om at ramme ansøgningen rigtigt, og her fik vi god hjælp fra Erhvervshus Sydjylland og Business Kolding", siger Henning Karlsen, Senior Sales Marketing Manager hos GreyIT.
Her søger I puljen:
Virksomheder kan søge puljen, hvis de allerede er godt i gang med digitalisering og nu vil gennemføre et større digitalt projekt.
Ansøgningen sker via Virksomhedsguiden, og det anbefales, at virksomheder forbereder projektbeskrivelse, budget og valg af ekstern rådgiver i god tid.
Bliver ansøgningen godkendt, kan virksomheden få dækket 50 procent af udgiften til en ekstern rådgiver – op til 150.000 kroner. Det svarer til et samlet projektbudget på 300.000 kroner.
For projekter inden for cybersikkerhed, digital markedsføring og enklere ERP-løsninger er loftet dog 50.000 kroner i tilskud.

Kan tage tid at komme i mål
Har virksomheden brug for sparring eller hjælp til ansøgningen, kan det være en god idé at kontakte Business Kolding og Erhvervshus Sydjylland tidligt i processen.
– For os er det især kunstig intelligens og cybersikkerhed, der fylder lige nu, og det tror jeg også gælder mange andre virksomheder. Derfor giver det god mening at undersøge mulighederne og få sendt en ansøgning afsted, siger Henning Karlsen.
Han understreger samtidig, at processen godt kan tage tid.
– Fordi vi har søgt tidligere, havde vi allerede et godt udgangspunkt. Men jeg tror samlet set, at vi har brugt et par måneder på at få ansøgningen helt på plads. Derfor skal man ikke give op, hvis første ansøgning ikke går igennem. Der åbner løbende nye puljer til lignende digitaliseringsprojekter, fortæller Henning Karlsen.
