Hos den lokale virksomhed Beady har de et klart mål. De vil gerne ”af-digitalisere” børn og unge, de skal i stedet styrke fordybelsesevnen og finmotorikken, så også indlæringsevnen forbedres. De har derfor skabt Beady, der tager udgangspunkt i de perleplader som vi alle kender….og skabt et univers, hvor det analoge og digitale mødes.

16. juni 2023

De to stiftere, Nick Højgaard og Henrik Schultz-Pedersen har været partnere i reklamebureauet Markant, som de solgte for to år siden, men de kan i Beady bruge deres stærke erfaringer fra bureaubranchen, både til konceptudvikling, kommercialisering og marketing.

- Sammen skabte vi Beady fortæller Nick Højgaard. Vi har et klart ønske om at flytte børn og unge væk fra passiv skærmtid til at være aktivt kreerende.

Digital produktudvikling
Beady er først og fremmest en app, hvor du finder massevis af seje mønstre til perleplader. Når du placerer de specialudviklede Beady perleplader oven på din telefonen eller tablet, så lyser piggene op, og viser, hvor du skal lægge perlerne.

“Når der er et digitalt element, er det meget nemmere at få især drengene til at fordybe sig i perlepladerne – og så kan de lave nogle langt federe motiver med appen.”

Nick Højgaard, Beady

- Jeg startede med at teste perlepladerne på min egen søn, da jeg gerne ville give ham noget at fordybe sig i forklarer Nick. Når der er et digitalt element, er det meget nemmere at få især drengene til at fordybe sig i perlepladerne – og så kan de lave nogle langt federe motiver med appen. Med Beady åbner de et helt nyt univers, det som en 6-7 årig tidligere kunne lave på en perleplade, ja det kan en 3-årig nu klare. Der er også en lille overvægt af drenge, der bruger appen.

Beady har deltaget i et forløb med Designskolen og COC (Capital of Children), hvor fokus var på at udvikle produktet. De har blandt andet lavet et ikonsystem til de 36 farver de har udvalgt, det gør det nemmere at finde de helt rigtige farver så selv de yngste at være med. Der er en hinde på bagsiden af pladerne, så de sidder fast og samtidig ikke ridser skærmen.

Med Beady kan alle lave flotte perleplader.

De har hele tiden haft fokus på produktudvikle. I appen er der en integreret kamerafunktion, så du kan tage dine egne billeder og lægge dem i perler, lige som der er blevet udviklet et tegneprogram, så du stadig kan være kreativ og lave dine egne motiver. De arbejder lige nu på en integration med Pinterest, så man kan hente motiver derfra.

Plads til en investor
Indtil videre har det været Proof of Concept. De er i øjeblikket på det danske marked, men der er allerede lagt mere end 200 mio. perler på deres app, som er downloaded 28.000 gange. Der er solgt over 10.000 kasser med perler og plader.

Fra august gælder det det internationale marked. Alt kommunikation er klar. De specialudviklede plader, der kan gennemlyses, er patenterede i 17 EU lande og mangler kun de sidste godkendelser i USA. Produkterne kommer også på Amazon i flere lande.

Beady er lige nu på udkig efter en investor, der vil med på den internationale rejse. De søger en investering på 2-2½ mio. kr., men også en investor som helhjertet har lyst til at være med til at ændre børns digitale vaner.