I januar kunne man læse i nyhederne at Kolding-virksomheden OnlinePartners er blevet solgt til det prisbelønnede bureau s360, der har base i Århus, for et to-cifret millionbeløb. Men OnlinePartners havde ikke været det de er i dag uden netværk, gode råd og et lille spark bagi.

6. februar 2019

Da Rune Bruun Hansen grundlagde OnlinePartners tilbage i 2010, var det ikke med ønsket om at have ansatte og lave en stor forretning, faktisk ville han bare gerne hjælpe kunderne til at udvikle sig og til at vækste. Men med en stor viden i at optimere virksomheders tilstedeværelse på platforme som Google og Facebook, kom de første store kunder som IBA og Danfoss hurtigt i hus – og de er stadig med i dag.

Men der er sket en rivende udvikling på området, og med tiden blev det nødvendigt at ansætte de først medarbejdere, og Rune, der dengang havde kontor i House of Innovation, blev godt hjulpet på vej af en af Business Koldings konsulenter. Der skulle flere – og nye – kompetencer til. Virksomheden tæller i dag 20 medarbejdere.

Det er da også den rivende udvikling, der har gjort at Rune Bruun Hansen og medejer Tina Halkjær, har takket ja til tilbuddet fra s360. De får nu adgang endnu flere kompetencer samt et internationalt perspektiv, som både medarbejdere og kunder i OnlinePartners vil få stor glæde af.

Det er ikke kun en spændende kundeportefølje s360 har købt. Det er også medarbejdere med knowhow og den rette indstilling til at yde en god service. Medarbejderne er proaktive og giver kunden langt mere end de forventer, hvilket også tvinger dem til hele tiden at være fagligt dygtige. De måler alt i Karmapoint – hvor god er relationen med kunden.

Netop det med gode relationer er vigtigt for Rune. Han har altid deltaget i Business Koldings mange netværksarrangementer, da det har givet mange værdifulde relationer. Relationer der har givet stor værdi begge veje.

- Da jeg startede som 26-årig var jeg totalt selvsikker og totalt usikker på samme tid. Der var en lang række lavpraktiske ting, som jeg ikke vidste noget om, fortæller Rune, og der var det fantastisk, at man kunne få hjælp fra Business Kolding og få en snak med erfarne folk. Det har givet stor værdi at starte i et iværksættermiljø som House of Innovation, for der var altid nogen at snakke og sparre med.

De to nuværende ejere af OnlinePartners, Rune Bruun Hansen og Tina Halkjær, fortsætter som henholdsvis Senior Digital Strategist og Client Director i s360, hvor Rune Bruun Hansen ligeledes bliver en del af ejerkredsen sammen med s360-grundlæggere Jakob Vedel og Mathias Hillerup Larsen, andre ledende medarbejdere samt Egmont Publishing.

Nu er rejsen med OnlinePartners et afsluttet kapitel. De har to gange modtaget Børsens Gazellepris to gange, men nu er det tid for Rune til at tage den ydmyge kasket på. Han glæder sig til en spændende tid, hvor han skal til at lære en masse nyt. Men også en tid hvor han kan komme tilbage til kernen – at hjælpe andre virksomheder til vækst.