Fonden Business Koldings Advisory Board var for første gang under et nyt setup samlet til en snak om udvalgte emner, hvoraf tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft fyldte mest.
17. april 2026
Henrik Nordstrøm Holm
Kolding Byråd har ambitionerne på plads: Kolding Kommune vil være den stærkeste erhvervskommune i Syddanmark. Men vejen dertil kræver skarpe prioriteringer, særligt når det gælder adgang til arbejdskraft.
Det var er af de centrale budskaber, da bestyrelsesformand Donny Moerkerk for Fonden Business Kolding samlede sit Advisory Board til første møde i sit nye setup, hvor status på erhvervslivet og de fremtidige indsatser var på dagsordenen.
Business Koldings direktør Morten Bjørn Hansen lagde ud med en gennemgang af noget af det data, der lige nu tager temperaturen bedst på det lokale erhvervsliv, og det gælder både kommunens styrkepositioner og så de områder, som kræver en ekstra indsats.
"Nye tal fra en rapport af IRIS Group viser, at kommunens erhvervsliv ligger nummer 17 på landsplan og nummer tre i Syddanmark, når det gælder virksomhedernes samlede præstationer inden for bl.a. arbejdspladser, indkomst og produktivitet. Samtidig er der fortsat en stabil tilgang af virksomheder og en releativ høj andel vækstvirksomheder", fortalte han blandt andet.
Arbejdskraft er største udfordring
Men billedet er ikke entydigt positivt. Udviklingen svinger fra år til år, og konkurrencen fra de øvrige syddanske kommuner er tydelig når det gælder både tiltrækning af virksomheder og arbejdskraft. På tværs af brancher peger virksomhederne på én gennemgående barriere: mangel på arbejdskraft.
Særligt internationale medarbejdere spiller en stadig større rolle – blandt andet i industri, transport og handel. Samtidig er det tydeligt, at rekruttering og tilknytning til lokalområdet hænger tæt sammen, hvis de lokale virksomheder vil tiltrække udenlandske talenter.
"Data viser, at Kolding kommune har et stort potentiale, på det her felt. Hos Business Kolding og på det seneste stormøde på Kolding Stadion stod det klart, at problemet er reelt for mange virksomheder”, sagde Morten Bjørn Hansen på sit møde.
Undervejs i datagennemgangen var der refleksioner ved bordene blandt Advisory Boardets medlemmer, som er repræsenteret ved forskellige erhvervsfolk, borgmesteren og kommunaldirektøren.
Hertil var flere gode input til, hvor det private erhvervsliv og Kolding Kommune kan arbejde sammen om den konkrete opgave med international arbejdskraft.
Hertil blev tilflytning og fastholdelse i lokalområdet også vendt.
Vigtig prioritering
Udover arbejdskraft, drøftede Advisory Boardet også Business Koldings mulige rolle i tiltrækning af virksomheder til kommunen, samt status på kommunens fire styrkepositioner.
Advisory Boardet gav vigtige input til bestyrelsen, som bestyrelsen nu skal samle op på og prioritere, for at sikre at Fonden Business Koldings indsatser og tilbud, fortsat understøtter erhvervslivets behov

Her er medlemmerne af Fonden Business Koldings Advisory Board
- Anne Mette Bjerre Hansen (Amoode ApS)
- Frank Eisby (Vetaphone A/S)
- Kristine Buchwald Laursen (Kolding Storcenter)
- Mette Dissing (Kommunaldirektør)
- Merete Due Paarup (Kolding Byråd)
- Iben Lehmann Rasmussen (Kolding Byråd)
- Jakob Ville (Borgmester)
Bestyrelsen i Fonden Business Kolding består af:
- Formand Donny Moerkerk (Würth Danmark A/S)
- Næstformand Anita Larsen (IPW Systems A/S)
Hertil er Foreningen Business Koldings formand også repræsenteret:
- Brian Holmer (Kjæhr-Trillingsgaard A/S)
