Den tidligere professionelle håndboldspiller Christian Hjermind blev fyret som direktør i KIF, da Danmarks mest vindende håndboldklub sidste år måtte rykke ned. I en ny podcast i serien Kolding Dialogue sætter han for første gang ord på tiden op til, under og efter sit exit.

17. april 2026
Henrik Nordstrøm Holm

Det var danmarkshistorie.

Landets mest vindende håndboldklub, KIF Kolding, skulle rykke ned. Håndboldklubbens herrehold endte på sidstepladsen efter en skæbnekamp den 12. april 2025, og for første gang i 41 år skulle KIF spille i den næstbedste række. 

Kort tid efter skæbnekampen i Sydbank Arena blev den sportslige fiasko skæbnesvanger for Christian Hjermind, der fem år forinden var tiltrådt som direktør for den hæderskronede klub.

Den tidligere professionelle håndboldspiller Christian Hjermind var direktør for KIF Kolding mellem 2020-2025, men blev fyret, da klubben måtte rykke ud af den bedste liga i 2025. Foto: Martin Porsborg Hemrich, Business Kolding.

Nu sætter han for første gang ord på tiden før, under og efter fyringen i Foreningen Business Koldings podcastserie Kolding Dialogue. 

Heri interviewer Business Koldings direktør Morten Bjørn Hansen den tidligere elitesportsmands om hans redskaber til at håndtere den største krise i håndboldsklubbens historie. 

Og så fortæller Christian Hjermind om en helt særlig brik, der efter fyringen er faldet på plads.

"Vi ville dø med støvlerne på, og vi ville ikke slække på oplevelsen i hallen og klubben. Hverken de frivillige, private fans eller forretningspartnere skulle have indtrykket af, at vi ikke til det sidste gjorde os umage", siger Christian Hjermind blandt andet om den svære tid forud for nedrykningen. 

Du kan høre hele podcasten på følgende platforme: 

 

Lyt til de andre afsnit her:

Foreningen Business Kolding står bag initiativet ”Kolding Dialogue”, der samler erhvervsledere, politiske ledere, studerende, borgere og uddannelsesinstitutioner i dialog om lederskab, entreprenørskab, forretning, trends og de udfordringer som hele verden har til fælles. Læs mere...