Han er kendt som manden bag handelsvirksomheden Schou Company, men faktisk er han ligeglad med hvad han sælger. Så snart købmandsnæsen fanger en god idé, går han i gang. Og det sker tit.

29. april 2022
Cathrine Reinert

Han tager imod på domænegården Tågerup i den sydlige del af Kolding Kommune lige på grænsen til Haderslev. Her ligger familiens hjem sammen med nogle af de virksomheder der er blevet grundlagt som en naturlig følge af familiens interesse for heste og i særdeleshed ridebanespringning.

Første hjørnesten blev grundlagt i Vamdrup af Jørgen Schous farfar, Johannes Schou. Han startede i 1912 både købmandsforretning og farvehandel. Senere tog hans far, Andreas Schou, over og udviklede både Schou Isenkram og Schou Farve- og Lakfabrik. Farve- og lakfabrikken blev dog i 1990 solgt fra. Tilbage var Schou Isenkram, som Jørgen Schou har udviklet siden, og det er kun gået en vej, nemlig fremad.

“Da jeg overtog, havde det daværende Schou Isenkram 40 ansatte og omsatte for 80 mio. kr. I dag, hvor vi har skiftet navn til Schou Company, omsætter virksomheden med omkring 300 ansatte for næsten fire mia. kr., og er nordens største nonfood engrosvirksomhed.”

Jørgen Schou, Schou Holding A/S

– Da jeg overtog, havde det daværende Schou Isenkram 40 ansatte og omsatte for 80 mio. kr. I dag, hvor vi har skiftet navn til Schou Company, omsætter virksomheden med omkring 300 ansatte for næsten fire mia. kr., og er nordens største nonfood engrosvirksomhed, fortæller Jørgen Schou.

På et tidspunkt var kapitalfonden ASKO inde i ejerkredsen med 80 procent ejerskab – men i 2017 købte Jørgen Schou virksomheden tilbage med Lars Larsen som medinvestor. De har i mange år kørt parløb i forskellige forretningssammenhænge. Noget der fortsætter efter Lars Larsens død med hans søn, Jacob Brunsborg.

 – Det har været godt for virksomheden at komme tilbage, og det har givet mig større mulighed for at realisere en forretning baseret på godt købmandsskab, langsigtede relationer og gode medarbejdere. Den ånd tror jeg også afspejler sig i at vores medarbejdere har stor anciennitet. De bliver hængende, og det ville de jo ikke gøre hvis det ikke var en god arbejdsplads, konstaterer Jørgen Schou.

Og her er vi i virkeligheden inde ved kernen af hvad der driver ham: købmandsskab, udvikling og ordentlighed. Han elsker at gøre en god handel, og det må gerne gå hurtigt. Men perspektiverne skal være langsigtede, og alle involverede skal behandles godt.

Den anden hjørnesten i koncernen er ejendomsvirksomheden Vision Properties – et firma der køber, udvikler og sælger ejendomme – primært i Københavnsområdet. Her har Jørgen Schou sammen med Lars Larsen Group en portefølje af drifts- og udviklingsejendomme på seks mia. kr. Deres nyeste projekt er erhvervsparken Vision Park i Kolding syd der udvikles og ejes af Vision Properties. Her skal Schou Company være en af lejerne og have deres nye hovedsæde hvor såvel administration, showroom som lager skal have til huse.

“Vi havde egentligt købt et område i Vojens hvor vi ville samle aktiviteterne, men så dukkede muligheden op i det sydlige Kolding, og så slog vi til.”

Jørgen Schou, Schou Holding A/S

– Vi havde egentligt købt et område i Vojens hvor vi ville samle aktiviteterne, men så dukkede muligheden op i det sydlige Kolding, og så slog vi til. Det bringer os tættere på virksomhedens arnested, Vamdrup – noget, som giver mig en god fornemmelse, fortæller Jørgen Schou.

Mens vi sidder i rytterstuen over staldene, hvor kontorerne også har til huse, falder snakken uundgåeligt på heste. De to yngste sønner, Christian og Andreas, som begge er professionelle springryttere, driver nemlig Absolute Horses. Et firma hvor uddannelse og salg af springheste er den primære forretning. Endvidere driver de Absolute Horsetrucks der formidler hestetransportere, og Absolute Cars der sælger og leaser personbiler.

Jørgen Schou i hestestalden

Staldene er i sig selv en oplevelse. Der er store trædøre der kunne være en kirke værdig, og hestene plejes med både varmelamper, et kølende ”fodbad” samt træning på løbebånd. Et stort set-up hvor Christian primært står for den daglige drift, mens Andreas repræsenterer bedriften på konkurrencebanerne hvor han kan skrive både OL og EM på sit CV.

“Det bringer os tættere på virksomhedens arnested, Vamdrup – noget, som giver mig en god fornemmelse”

Jørgen Schou, Schou Holding A/S

Familien er hans fundament
På spørgsmålet om, hvad der betyder mest for Jørgen Schou, falder svaret prompte – det gør familien. Selvom han får et kick af at lave forretning, så er kicket større ved at samle familien, og ikke mindst få besøg af børnebørnene.

– Vi passer faktisk to af dem lige nu, så jeg glæder mig til at komme tilbage, fortæller han med et smil på læben og med tanke på hvad der venter ham. Han holder også af at samle børn, svigerbørn og børnebørn, så snart lejligheden byder sig, og gør en dyd ud af at skabe rammer hvor alle trives og har de optimale muligheder for udfoldelse, såvel store som små.

Ud over familien er naturen vigtig for Jørgen Schou. Omkring Tågerup der løbende bliver udvidet med opkøb af nye arealer, står han bag adskillige projekter der blandt andet involverer skovrejsning og netop nu etableringen af et vådområde i samarbejde med Kolding Kommune. Han har et ønske om at eje og plante så meget skov og natur at der vil være en hektar pr. medarbejder i koncernen. En hektar svarer cirka til et menneskes CO2-udledning gennem hele livet. Det vil gøre Schou koncernens medarbejdere CO2-neutrale.

Jørgen Schous kærlighed til naturen fører ham også ud på jagt i andre dele af verden Det førte ham sidste år en tur til Grønland hvor han sammen med en jagtkammerat blev fløjet ud på indlandsisen i helikopter, og hvor de i fire dage boede i telt, jagede og levede af dåsemad.

– Jeg kan godt lide det, og vi fik da ram på både to moskusokser og nogle rener. Men det er spændingen ved jagten der ”tænder” mig. Ikke det kød vildtet bidrager med. Det gav vi til de folk der hjalp os på turen. Der er jeg nok mere traditionel i mine madvaner. Jeg vil hellere spise gris end vildt, og er stor fan af sovs og kartofler, griner han.

Men selvom arbejdshesten gerne vil være alle steder, så holder han sig helt væk når det gælder madlavningen. Den står hustruen for.

Tosomhed i camper
Selvom han har mange ejendomme, så dyrker han gerne det primitive liv. Han har for nylig købt sig en camper, og her nyder han tosomheden med sin hustru. De kører ind i mellem ud i ”det blå” fordi de nyder det stille enkle liv med de oplevelser det byder på. Dog skal der helst være WIFI undervejs.

“Jeg har ikke et fast kontor. Jeg er ligesom en helikopter der svæver rundt og lander forskellige steder. Jeg kan arbejde med min telefon og bærbare alle steder”

Jørgen Schou, Schou Holding A/S

– Jeg har ikke et fast kontor. Jeg er ligesom en helikopter der svæver rundt og lander forskellige steder. Jeg kan arbejde med min telefon og bærbare alle steder, fortæller Jørgen Schou.

Koncernens selskaber er i god gænge med direktører ansat ud over det familien selv kan klare, og Jørgen Schou er stadig særdeles aktiv i koncernen, og fortæller gerne om de forretningsmæssige fremskridt. Men når det kommer til hans privatliv, er han meget forsigtig.

– Jeg kan ikke lide at udstille mig selv. Du er faktisk heldig at du overhovedet er kommet så tæt på, siger han samtidig med at han venligt tilbyder en kop kaffe mere. Og så går snakken igen.