Iværksætter Jakob Øgendahl Larsen, tidligere elitesportsudøver med en baggrund fra finanssektoren, ved i dag, at væksten kommer hurtigere, når han rækker ud efter sparring.

2. september 2022

Mange iværksættere og ejerledere er af den klare overbevisning, at de skal kunne det hele selv. De har vanskeligt ved at afgive ansvar. Den type iværksætter kan Jakob Øgendahl Larsen til fulde spejle sig i.

– Jeg var i de første år for ærekær til at spørge til råds, siger iværksætteren, der med deleplatformen ShareOne har udviklet en forretningsmodel, der både har tiltrukket investor og Vækstfonden og som i dag har 21.000 brugere.

Den tidligere elitesportsudøver i kampsport, der oveni har en baggrund fra finanssektoren, gik med egne ord i gang med at skabe en virksomhed ud fra devisen ”Du skal kunne selv.”

– Men som iværksætter er tingene komplekse, og du skal boltre dig i så mange forskellige arenaer. I dag tænker jeg, at det er fint og nødvendigt med ”jeg kan selv, jeg vil selv”, men jeg tilføjer ”spørg selv”.

NextStep ja tak
Derfor slog Jakob Øgendahl Larsen også til, da han hørte om programmet NextStep, hvor han både kunne få 1:1 sparring og en privat rådgiver tilknyttet.

“Jeg var i de første år for ærekær til at spørge til råds, siger iværksætteren, der med deleplatformen ShareOne har udviklet en forretningsmodel, der både har tiltrukket investor og Vækstfonden og som i dag har 21.000 brugere.”

Jakob Øgendahl Larsen , ShareOne

– Vi har en ambitiøs vækstplan, og det var tydeligt, at vi kunne sætte turbo på ved at få strømlinet hele vores salgsstruktur, siger iværksætteren fra Esbjerg.

Fra øverste hylde
ShareOne er en platform, hvor både private og firmaer udlejer udstyr lokalt med alt lige fra ”gør det selv-værktøj” til udstyr til festen, ferien eller transport. Deleplatformen har i dag mere end 140.000 annoncer, og den nysgerrige lejer får på et splitsekund et overblik over, hvor han eller hun fx kan leje en betonhammer lokalt.

Jakob Øgendahl Larsen har selv udpeget den private rådgiver, som skulle give ShareOne nye salgskompetencer, og hvor han fået 25.000 kr. i tilskud til at dække udgiften. Af de tre tilbud faldt valget på Preben Braagaard, som bl.a. er udråbt til Danmarks bedste sælger og salgstræner af Jesper Buch fra DR’s ”Løvens Hule”.

– Som iværksætter løber du med snuden i sporet, men ved at række ud efter den rette sparring, undgår du, at tingene tager tre gange så lang tid. Med Prebens rådgivning har vores salg fået et ordentligt boost, siger den sydjyske iværksætter, der i dag har fem ansatte.