Gæsterne og de kongelige er strømmet til Koldinghus siden slottet blev en del af Kongernes Samling. Slottet er blevet et fyrtårn som er svært at overse, også i udlandet. 80 procent af gæsterne går ned i byen.

21. april 2023
Anette Jorsal

Koldinghus har fået en stjerne mere efter at slottet er blevet en del af Kongernes Samling. På slottet vises særudstillinger om dronningens broderier, Flora Danica-stellet, Danmarks kronprinsesser og kongeskibet Dannebrog. Og det er godt for Kolding, ja hele Trekantområdet. Martin Perregaard-Bitsch, direktør for turistorganisationen Destination Trekanten, siger:

“Når tyske turister skal vælge, hvor de vil rejse hen, stikker Koldinghus op, og det er ikke kun godt for Koldinghus. Det er godt for hele byen for hvor skal vi spise, og hvor skal vi bo?”

Martin Perregaard-Bitsch, Koldinghus

 – Når tyske turister skal vælge, hvor de vil rejse hen, stikker Koldinghus op, og det er ikke kun godt for Koldinghus. Det er godt for hele byen for hvor skal vi spise, og hvor skal vi bo?

Det kræver ifølge Martin Perregaard-Bitsch et fyrtårn, der virkelig rager op, hvis man vil have fat i de attraktive kulturturister. De har forholdsvis mange penge, og de kan rejse uden for sommerferie-perioden.

– Og man skal ikke undervurdere den internationale interesse for det danske monarki. Jeg har deltaget i mange internationale rejsemesser i Tyskland, og det giver SÅ meget omtale hvis man kan få dronningens søster eller en anden kongelig til at komme, siger direktør Martin Perregaard-Bitsch.

Da udstillingen om kongeskibet Dannebrog blev åbnet, var det selveste Kronprins Frederik der kom til Kolding.

Større interesse fra pressen
Thomas Thulstrup, direktør for Kongernes Samling, tror at det betyder enormt meget for by og egn at Koldinghus er blevet en del af Kongernes Samling.

“80 procent af gæsterne på slottet går ned i byen, men det er i mine øjne lige så vigtigt at mange oplever en stolthed over at bo i en by med et kongeslot som mange gerne vil besøge.”

Thomas Thulstrup, Kongernes Samling

 – 80 procent af gæsterne på slottet går ned i byen, men det er i mine øjne lige så vigtigt at mange oplever en stolthed over at bo i en by med et kongeslot som mange gerne vil besøge, siger Thomas Thulstrup. Rent pressemæssigt kan man på slottet mærke en stor forandring.

– Før kunne det være svært at nå den nationale presse. Det er en helt anden situation nu, og det er ikke mindst takket være at kongefamilien bakker flot op, og det betyder noget i forhold til branding af byen, siger Thomas Thulstrup der er mere end tilfreds:

– Arh, men altså. Jeg prøver en gang imellem at tage armene ned, men det er svært.

Største gæstetal i mange år

Kongernes Samling Koldinghus havde 150.000 gæster i 2022. Det er det største besøgstal siden 1998 – lige på nær 2018, da godt 170.000 besøgte slottet ifm. at Koldinghus og byen fejrede 750 års jubilæum med en lang række aktiviteter bl.a. udstillingen Magtens smykker.

I 2019, året inden corona-udbruddet, var der 127.000 gæster på slottet.

  • 80 procent af gæsterne er danskere
  • 20 procent kommer fra udlandet
  • 24 procent af gæsterne kommer fra Sjælland, hvor Kongernes Samling ligger i København (Rosenborg og Amalienborg)
  • Undersøgelser viser at 80 procent af slottets gæster også besøger Kolding by.