Krifa Kolding og Foreningen Business Kolding præsenterer de tre nominerede til titlen som Årets Initiativpris 2019.

22. januar 2020

Vinderen kåres torsdag 27. februar 2020, hvor Foreningen Business Kolding inviterer til Awardshow 2020 på Comwell i Kolding. De nominerede er...

Blue Bridge Festival

Blue Bridge Festival har til formål at styrke musiklivet på Stenderup halvøen – festivalen blev startet tilbage i 2016 af tre frivillige ildsjæle, Leon Jensen, Leendert Bjerg og Philip Holm-Hansen, der er henholdsvis formand, næstformand og musikchef.

Idéen til festivalen opstod på en ferie i Frankrig, hvor Leendert og Philip er på ferie sammen. De syntes der manglede liv på den store eng bag kirken, og som musikere lå ideen om en festival jo lige for. Leon, der både er stærk organisatorisk og med en hammer i hånden, kom med, og grundlaget for festivalen var skabt.

De har fra starten haft store ambitioner med festivalen, musik, lyd og lys skulle være i orden. Og så har de samlet 170 frivillige, der hjælper med at få festivalen op at stå. Allerede først år havde de 950 gæster – et tal der i 2019 var vokset til 1800. Festivalen er for hele familien og sidst deltog omkring 500 børn, da alle under 16 år har fri entre.

Fra venstre: Leon, Philip og Leendert

Overskuddet fra festivalen går til at udvikle musiklivet på Stenderup-halvøen. Der er købt instrumenter til den lokale skole og børnehave, de har etableret en musikscene i ”Den gamle Brugs”, og så har de etableret et øvelokale, hvor lokale bands er velkomne. Et mål er at få flere til at nyde musikken – skabe fællesskab og en fed energi. 

“Det er ikke kun gæsterne der bakker op, men også de lokale virksomheder, der byder ind med arbejdstimer og lagerplads, til alt det der skal opbevares fra år til år.”

De fleste bands der spiller på festivalen skal have rødder i lokalområdet, gamle musikere kommer hjem og nye lokale bands opstår. Især gymnasiebands synes det er fedt at ”varme op” for de etablerede kunstnere, der sidste år talte både Barselona og Carl Emil Petersen, tidligere har også Thomas Buttenschøn været på scenen. Festivalen er ikke lagt fast på en bestemt genre, så man kan opleve alt fra børnejazz til hård rock, fra fællessang til amerikansk rock og coverbands.

Det er ikke kun folk fra lokalområdet der deltager, også folk fra Kolding og det øvrige opland har øjnene rettet på festivalen. Ejendomsmæglerne bruger festivalen som salgsargument, når de skal have tilflyttere til området.

Det er ikke kun gæsterne der bakker op, men også de lokale virksomheder, der byder ind med arbejdstimer og lagerplads, til alt det der skal opbevares fra år til år. Sidste år havde festivalen besøg af både politikere og repræsentanter fra kulturforvaltningen, da festivalen fra starten har modtaget støtte fra kommunens kulturpulje i form af en underskudsgaranti.

I år satser de på at få udsolgt, så 2000 gæster vil nyde festivalen. Skal du med?

Besøg Blue Bridge Festival på www.bluebridge.dk

 

Tina Klemmensen – Repair Café

Med en succesrate på 89% bliver de fleste ting fixet i Tinas Repair Café.

Tina Klemmensen startede Koldings Repair Café i maj 2018. Hun havde i 3 år gået på et aftenskolehold, hvor 10 mennesker mødtes for at restaurere møbler, mennesker som kunne reparere ALT. Desværre blev holdet efter 25 år lukket ned, og hun savnede fællesskabet omkring håndværket og ideerne. Efter en hel del søgen på nettet omkring cirkulær økonomi og et besøg på den lokale genbrugsstation, faldt valget på at starte en Kolding afdeling af den verdensomspændende non-profit organisation Repair Café.

Tina kontaktede derfor to af deltagerne fra restaureringsholdet, og fik deres ja til at være med til at starte noget nyt op.

Tina Klemmensen i aktion i værkstedet

Nu, knap to år efter, er der 5 personer i bestyrelsen, de har 23 frivillige og der har været omkring 290 besøgende. Der er repareret over 100 emner, nemlig 65 stykker tøj, 18 elektroniske enheder og 23 cykler. 

Repair Café foregår en gang om måneden i SDU´s værkstedsfaciliteter i Pakhuset, og med udgangspunkt i FN´s verdensmål nr. 12 omkring ansvarligt forbrug og produktion, har de til formål at gøre koldingenserne opmærksomme på muligheden for at genbruge i stedet for at købe nyt, at få forbrugerne til at ændre adfærd hen imod mindre affald og en mere bæredygtig levevis. De 23 frivillige hjælper med at genbruge, genanvende, reparere og restaurere allerede eksisterende ting i stedet for at smide ud.

“Der er en ALTID en god stemning, og bare der er kaffe på kanden, så skal de nok få det hele fixet – og det er ganske gratis.”

Repair Café er i den grad også et socialt fællesskab. De frivillige er mellem 24 og 70 år, der er besøgende i alle aldre, og så har de mange internationale studerende, der bruger det som fællesskab og netværk. Der er mere end 30 Repair caféer i Danmark, Kolding er den afdeling i Danmark med flest frivillige. 

Der er ALTID en god stemning, og bare der er kaffe på kanden, så skal de nok få det hele fixet – og det er ganske gratis.

Repair Café blev en officiel forening tilbage i november sidste år. De har et ønske om at lave endnu flere aktiviteter og events fremover, og er netop gået i gang med at søge sponsorater. Målet er, i samarbejde med Redux, at lave familieworkshops, hvor børnefamilier kan komme og få repareret legetøjet og så har de en drøm om at lave en Repair Festival – lige som de gerne vil fortsætte samarbejdet med Tobbers Venner, om at hjælpe unge udsatte til at få et netværk, samtidig med at de laver møbler. Og så vil de gerne hjælpe flere cafeer med at starte op – og dermed være med til at sætte et positivt aftryk på vores jord.

Besøg Repair Caféwww.facebook.com/repaircafeKolding

 

Nicklas Nielsen – Streetfood

Nytænkning og udvikling er nok det, der beskriver Nicklas Nielsen allerbedst. Som medejer af Mokka og vinbaren er Nicklas med til at skabe gode oplevelser i Kolding. Men… han har gang i meget mere end det.

Da Nicklas tog et sabbatår fra Handelsskolen, fik han arbejde på Mokka. Her gik han fra tjener til barchef og efter to år blev han restaurantchef, for nu at stå som medejer af både Mokka og Vinbaren.  Det er også Nicklas, der sammen med resten af Mokka/vinbar teamet, står bag Circus Gin i samarbejde med Trolden Bryghus – en gin der bl.a. sælges hos Kongelig Hofleverandør Kjær Sommerfeldt – men selvfølgelig også på Mokka og Vinbaren.

Nicklas Nielsen er manden bag Streetfood i Kolding

For et par år siden lavede han et sommerarrangement i AL Passagen sammen med Den Engelske Pub, med irsk folkemusik og sing-a-long. 200 billetter var forudbestilt. Men Nicklas drømte om noget større, og kastede sig derfor ud i en Streetfood-festival på Buen i Kolding – en festival der er 100% selvfinansieret, og et arrangement der blev meget større end forventet. Omkring 10.000 mennesker lagde vejen forbi – og restauratørerne solgte allerede fredag alt det mad, de havde beregnet til en hel weekend. I 2019 rykkede Streetfood-festivalen ud på Marinaen.

Omkring 17.000 gæster lagde vejen forbi i 2019 – i perfekt vejr; solskin, ikke for vådt, ikke for varmt.

“Det er primært lokale restauratører, der har boder på festivallen. På den måde tager festivallen ikke omsætning fra byens restauranter, men hjælper dem i stedet til en øget omsætning.”

Det er primært lokale restauratører, der har boder på festivallen. På den måde tager festivallen ikke omsætning fra byens restauranter, men hjælper dem i stedet til en øget omsætning. Det er ofte ejerne, der kommer og står på standen, hvilket også giver et rigtig godt samspil mellem restauratørerne – og så er det hyggeligt.

Folk har en klar idé om, hvad Streetfood er – og forventer mad fra mere eksotiske lande, men på Streetfood-festivalen i Kolding er der mere fokus på, at det er lokalt, hyggeligt og med plads til alle.

21 boder stiller op til en fantastisk weekend, der også byder på musik på scenen for både børn og voksne. Fredag er der 80er-90er fest for det voksne publikum, lørdag er der DJ og fest sidst på aftenen, hvorefter pladsen står klar til familiearrangement søndag med hoppeborg, candyfloss og ansigtsmaling.

Nicklas har ikke planer om at sætte mere i gang pt., nu gælder det driften, og ikke mindst dette års Streetfood, der løber af stablen i weekenden d. 31. juli til 2. august. Ses vi?

Besøg Streetfood på www.facebook.com/streetfoodkolding