”Klong-klong-klong!”. Hos entreprenørfirmaet Aarsleff Rail bimler og bamler den gamle skibsklokke tirsdag formiddag, og det betyder altid, at nu er der kage, fordi der er noget at markere. Og det er også tilfældet her.

6. maj 2022
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Carina Munch, der studerer Financial Controller, har nemlig vundet titlen som Årets IBA Praktik hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Titlen vinder hun sammen med sin praktikvirksomhed, Aarsleff Rail, for hæderen gives nemlig som en samlet pris for det vellykkede praktikophold.

“Jeg er selvfølgelig både stolt og glad over at vinde. Og så er det bare fedt at kunne give noget tilbage til min praktikvirksomhed.”

Carina Munch, IBA Erhvervsakademi Kolding

- Jeg er selvfølgelig både stolt og glad over at vinde. Og så er det bare fedt at kunne give noget tilbage til min praktikvirksomhed, for prisen er en måde at sige tak for tre fantastiske måneder, hvor Aarsleff Rail virkelig har gjort meget for at give mig et godt forløb, siger den glade vinder.

Hun kan nu se frem til at repræsentere både IBA og Aarsleff Rail, når alle landets erhvervsakademier samles den 25. maj, hvor landsfinalen, Årets Erhvervsakademipraktik, foregår i Industriens Hus i København.

Et stort ansvar
Med sine 550 ansatte har Aarsleff Rail speciale i alle typer entreprenørarbejde, når det gælder jernbaner og letbaner. Som praktikant har Carina Munch været med til at sikre, at der hele tiden bliver leveret, hvad der er aftalt i de entrepriser, som firmaet udfører.

Som resultatet af den vellykkede praktik er Carina Munch lovet fastansættelse i firmaet. Her er hun dog tilknyttet allerede, mens hun gør sin uddannelse færdig på IBA i Kolding.

Også hos Aarsleff Rail glæder man sig over hæderen. Carina Munch er virksomhedens første financial controller-praktikant, men man har haft praktikanter i mange andre typer stillinger.

En glad vinder. Når Carina Munch er færdig med sin uddannelse på IBA, kan hun begynde sin fastansættelse som project controller hos sin praktikvirksomhed, Aarsleff Rail i Aarhus.

- Vi føler et stort ansvar, når vi laver en aftale med en praktikant. Derfor er vi også glade for hæderen, fordi den viser, at vi er på rette vej, siger project controller Stephanie Andersen, der har været mentor for Carina Munch.

Hendes nærmeste leder, teknisk chef Per Brodersen, har denne tilføjelse:

“For os står praktikanter for en vigtig del af fornyelsen og nytænkningen i vores virksomhed. De kommer med nye teorier og værktøjer, som vi kan bruge i et samspil med det, vi allerede kan i forvejen.”

Per Brodersen, Aarsleff Rail

- For os står praktikanter for en vigtig del af fornyelsen og nytænkningen i vores virksomhed. De kommer med nye teorier og værktøjer, som vi kan bruge i et samspil med det, vi allerede kan i forvejen. Derfor investerer vi en del tid og energi i vores praktikanter, fordi vi ved, at det kommer dobbelt tilbage igen.

En del af vores dna
Carina Munch og Aarsleff Rail vinder prisen foran 40 andre indstillinger til Årets IBA Praktik. Afgørelsen er truffet af en jury med deltagelse af blandt andre Koldings borgmester Knud Erik Langhoff, direktør Morten Bjørn Hansen fra Business Kolding og Søren Lund, der er filialdirektør hos Nordea i Kolding og Vejen

- Vi er meget optaget af samspillet mellem akademi og erhvervslivet – det er en del af vores dna - og derfor er prisen også meget vigtig for os, siger rektor Niels Egelund, der også var en del af juryen og var med i Aarhus for at overrække prisen til årets vinder.