Torsdag den 12. august besøgte Kenneth Mikkelsen, medlem af Folketinget for Venstre, og Anette Juhl, byrådskandidat for Venstre i Kolding, Business Kolding.

13. august 2021

Mødet foregik hos Business Kolding i Pakhuset på Kolding Havn og kom i stand via en henvendelse fra Venstre. Til mødet delltog også to lokale iværksættere, Michael Skovsgaard fra Whaii, og Anne Mette Bjerre Hansen fra The Notebook Studio, som præsenterede deres virksomheder og deres iværksætterrejse for de to politikere.

Business Kolding fik samtidigt mulighed for at fortælle om iværksætterindsatsen i kommunen, fra folkeskole til erhvervsliv, og hvordan lokale forhold og aktører kan være afgørende for iværksættervirksomhedernes overlevelse.

”Det er vigtigt for os, at politikkerne får et indblik i den lokale erhvervsfremme og betydningen af de lokale netværk. Derfor er vi meget glade for at byde politiske gæster velkomne i Pakhuset,” siger Morten Bjørn Hansen, adm. direktør i Business Kolding.

Anette Juhl, byrådskandidat for Venstre i Kolding og Kenneth Mikkelsen, medlem af Folketinget for Venstre
Fra venstre Michael Skovsgaard, Leendert Bjerg, Anne Mette Bjerre Hansen, Morten Bjørn Hansen og Anette Juhl