Kære alle virksomheder og samarbejdspartnere. På vegne af Fonden og Foreningen Business Kolding, vil vi gerne ønske jer en god jul og et godt nytår.

15. december 2023

Bruger du kunstig intelligens? Hvis ikke, så gør du nok snart.

For et år siden var det de færreste, som havde set og oplevet, hvad den kunstige intelligens allerede formår. Vi er nok mange, der i løbet af året er blevet både fascinerede og foruroligede over perspektiverne i de nye digitale muligheder.

Nogle har rystet lidt på skulderen, og sagt, ”den ved jo ikke engang, hvem der er Danmarks Statsminister”. Andre har været tæt på at sælge værdipapirerne, inden ChatGPT og dens kolleger overtager verdensherredømmet.

Sandheden er nok et sted lidt imellem. Men hverdag bliver det for os alle, og formår virksomhederne i vores område at anvende de nye muligheder, kan det skabe betydelige konkurrencefordele i langt de fleste brancher.

Og det er der behov for. Business Kolding fik i 2023 udarbejdet en analyse af Koldings erhvervsliv hos Iris Group, som pegede på fire lokale styrkepositioner:

  1. Grøn energi
  2. Maskiner og teknologi til fødevarer
  3. Engroshandel og logistik
  4. IT-klyngen

Styrkepositionerne er kendetegnet ved at have særligt stedbundne fordele, en vækst og en specialiseringsgrad som er relativ høj sammenlignet med resten af landet.

Men der er barrierer for vækst, og særligt en mangel på IT- og Ingeniørkompetencer er et problem.

Vi ser frem til at arbejde videre med styrkepositionerne, i samarbejde med Kolding Kommune, så vi strategisk kan udnytte vores styrker endnu bedre i fremtiden.

For foreningen har 2023 været et fantastisk år. For første gang rundede vi 800 medlemmer, og med et udsolgt awardshow, sommerfest og 1.100 gæster til Firmafesten i efteråret, er der meget at være stolte over.

Vi er glade for at så mange virksomheder bakker op om foreningen, og glæder os til at se både nye og gamle medlemmer i 2024.

Med venlig hilsen
Ole og Søren