Der er nu åbnet op for indstillingerne til de forskellige priser, som uddeles til Foreningen Business Koldings Awardshow. Det er derfor nu, du skal indstille dem, du synes har gjort det ekstra godt.

27. september 2021

Der er igen godt gang i erhvervslivet, og det skal fejres. Hvert år hædrer Foreningen Business Kolding en lang række virksomheder og erhvervspersoner, som har gjort det godt. I år er ingen undtagelse.

Selv om vi kender mange af virksomhederne, har vi brug for DIN hjælp til at indstille virksomheder og personer til priserne, som uddeles i starten af 2022:

Indstillingerne vurderes efterfølgende af et dommerpanel, der herefter nominerer tre virksomheder eller personer i hver kategori. Vinderen findes traditionelt når medlemmerne samles til Foreningen Business Koldings store Awardshow, hvor jury og medlemmer kan stemme på deres favoritter.

Årets Virksomhed
Prisen tildeles en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Kolding Kommune, der har skabt en positiv udvikling i organisationen/virksomheden, som vil bidrage til væksten i Kolding Kommune. Prisen som Årets Virksomhed gives til en organisation/virksomhed, som har fokus på innovation, vækst og social ansvarlighed, samt ligeledes en sund økonomi.

Årets iværksætter
Iværksætterprisen tildeles en eller flere personer, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Kolding Kommune inden for de seneste tre kalenderår. Iværksætteren skal have udvist et bemærkelsesværdigt engagement og initiativ i Kolding Kommune. Vedkommende skal også være rollemodel for andre.
Ved udvælgelsen lægges vægt på både personlige og faktuelle kriterier.

  • Personlige: Utraditionel karrierevej – mønsterbryder – mange relationer – overskud til at hjælpe andre – har hjulpet andre til succes – særlig kreativ/innovativ – mod/vedholdenhed.
  • Faktuelle: Vurdering af produktet/ydelsen (Best in class) – udvikling i omsætning – indtjening og antal ansatte – perspektiver for virksomheden – skaber stor værdi for sine kunder.

Årets Initiativpris
Årets Initiativpris gives til en virksomhed, organisation eller enkeltperson, som i det forgangne år har ydet en ekstraordinær indsats, som forventeligt vil medføre en positiv udvikling for Kolding Kommune og/eller branding af Kolding Kommune.

Verdensmålsprisen
Verdensmålsprisen tildeles en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Kolding Kommune, der har arbejdet med et eller flere af FN’s 17 verdensmål. Bæredygtighed, klimadagsordenen, cirkulær økonomi eller andre dele af verdensmålene er en integreret del af strategien og forretningsgrundlaget i virksomheden.

Indstillingsfrist
Du kan indstille din kandidat til og med tirsdag den 16. november 2021.