Gennem de seneste 7 uger har 11 iværksættervirksomheder deltaget i iværksætterkonkurrencen Fynske Bank Startup Lab. De har deltaget i workshops, fået sparring og netværk – og så har de arbejdet hårdt på at udvikle deres forretning. I går aftes blev vinderen af konkurrencen så fundet.

14. april 2023

Vind 75.000 kr. til dit iværksætter-eventyr! Sådan lød teaseren, da vi søgte deltagere til Fynske Bank Startup Lab, som i første omgang er et gratis forløb for personer og teams med en spændende forretningsidé eller nystartede virksomheder med behov for at tilpasse deres forretningskoncept og styrke forretningsmodellen. Flere end 30 iværksættervirksomheder sendte deres ansøgning ind – 11 blev udvalgt til at deltage i forløbet.

Deltagerne har arbejdet med at udvikle og kvalificere deres forretningsidé, styrket forbindelsen til deres kunder og fået en bedre forståelse for finansiering og økonomi. Og så har de fået et stærkt og spændende netværk og inspiration fra andre virksomheder.

Det var virksomheden ROICO fra Odense der løb med prisen og de 75.000 kr. for deres malerobot.

Undervejs har de mødt en række mentorer inden for kundefokus, prissætning og markedsføring. Blandt andet har Marcus Møberg fra Asento gennemført en workshop inden for online markedsføring.

I går aftes pitchede alle virksomhederne så for et panel af dommere – alle med rødder i Koldings erhvervsliv. Dommerne, der også har udvalgt de 11 deltagere skulle vurdere deres præsentationer og finde en vinder. Dommerne var Mette Høi Davidsen (Recycle Pit), Morten Bjørn Hansen (Business Kolding), Morten Skov (Fynske Bank), René Piper Laursen (Park Styling) og Tina Søgaard (Ecooking)

De udvalgte virksomheder havde alle potentiale. Den virksomhed som dommerne pegede på som vinder, kunne svare på alt, havde relevante samarbejdspartnere og har flyttet sig langt i forløbet, fra bare at være et projekt til at stå med en funktionel prototype.

Det var virksomheden ROICO fra Odense der løb med prisen og de 75.000 kr. for deres malerobot. På 2. pladsen – og vinder af 25.000 kr. – kom MyBelly fra Kolding, der laver træningstøj til gravide.