Nye investorer skyder 2,4 mio. kroner i investeringsselskabet StartupBoost, som hjælper lokale iværksættere med kapital, så de kan udvikle deres virksomheder.

3. marts 2023

StartupBoost A/S blev startet i 2017 af en række lokale investorer og erhvervsnetværket Foreningen Business Kolding, og har siden givet lån og foretaget investeringeri flere iværksættervirksomheder i Kolding kommune.

Ny investor er Jørgen Schou Holding. Iværksætteri er drivkraften for familien Schou, og derfor er det helt naturligt for dem, at bidrage til en udvikling af StartupBoost med et kapitalindskud på kr. 2 millioner.

Familien står blandt andet bag Schou Company, Absolute Horses, Absolute Cars og Vision Properties og udvikler også området Vision Park. Initiativer som alle er drevet af iværksættertrang og godt købmandskab.

“Det er vigtigt med et godt iværksættermiljø i kommunen, og en hjælpende hånd på vejen motiverer iværksætteren ekstra”

Jørgen Schou, Jørgen Schou Holding

- Det er vigtigt med et godt iværksættermiljø i kommunen, og en hjælpende hånd på vejen motiverer iværksætteren ekstra“ siger Jørgen Schou.

Med kapitalindskuddet håber familien også, at endnu flere af kommunens virksomheder vil indskyde kapital, så erhvervslivet løfter endnu mere i flok, og skaber grobund for flere iværksættere og gerne iværksættere, som har potentiale til at blive vækstiværksættere.

Nye investorer er desuden Gitte Dall Sølbeck fra DS Outsource, samt Ole Lind Terkelsen fra OT Bolig- og Erhvervsudlejning, der begge investerer 200.000 kroner i selskabet.

- Jeg brænder for at arbejde med iværksættere. Med investeringen i StartupBoost er jeg med til, at få gode ideer til at blive flyvefærdige, siger Gitte Dall Sølbeck, som glæder sig til at blive en del af selskabet

Ole Terkelsen så det også som en god mulighed.

- StartupBoost er helt grundlæggende en god ide. Muligheden for at hjælpe iværksættere med en investering, og kunne følge deres rejse, var for god til at jeg kunne sige nej. Jeg synes det er utroligt inspirerende og givende at arbejde med iværksættere og håber at dette kan hjælpe start-ups til at udvikle sig fremtidens vækstvirksomheder, siger Ole Terkelsen.

StartupBoost har i forvejen 13 andre investorer, og formanden for selskabets bestyrelse, Frank Birkegaard, ejer af Sixfive Beauty Group, ser frem til at mødes med de nye investorer i selskabet.

- Vi er meget glade for opbakningen til selskabet fra de nye investorer. Det handler om at gøre noget godt for de nystartede virksomheder lokalt. At tage den risiko, som andre måske ikke vil, når en iværksætter har allermest brug for det. Vi glæder os til at mødes med de nye medinvestorer, siger Frank Birkegaard.