Formændene for Fonden og Foreningen Business Kolding ønsker alle virksomheder og samarbejdspartner en god jul og et godt nytår.

15. december 2022
Ole Rudbeck Petersen & Søren Ravn Jensen

Kære alle virksomheder og samarbejdspartnere. På vegne af Fonden og Foreningen Business Kolding, vil vi gerne ønske jer en god jul og et godt nytår.

Det er som om uforudsigeligheden er blevet hverdag.

For et år siden skulle man være mere end almindeligt fantasifuld, for at kunne se to-cifrede inflationstal for sig. Man var nok også gået lidt i panik, hvis indkøbschefen havde fortalt om de forsyningsudfordringer og råvarepriser, som vi rent faktisk ser.

Alligevel er vi kommet nogenlunde helskindet gennem 2022. Mange virksomheder har haft et godt år, og der har været en meget høj beskæftigelse hele året.

Aktiviteten har også været høj i både foreningen og i fonden.

I Fonden Business Kolding har vi gennemført et hav af faglige arrangementer for Koldings virksomheder, holdt netværksmøder for IT-virksomheder, HR-interesserede og 3D-print nysgerrige, og vi har drøftet erhvervslivets udfordringer med lokale politikere og forvaltning. Det ser vi frem til at fortsætte med til næste år.

I Foreningen Business Kolding har vi holdt et brag af et awardshow, hvor vi hyldede virksomheder og initiativer. Og vi fik sat gang i en debat om Kolding, med et ønske om, at vi alle bidrager til at være lidt mere kærlige og positive over for byen og kommunen. 

Men mest imponerende er det dog, at foreningen i dag tæller 775 virksomheder ved årets udgang. En medlemsfremgang på mere end tyve procent på bare 2 år. Tak for den stærke opbakning.

I 2023 skal vi arbejde for at samle Koldings erhvervsliv endnu mere. I foreningen, i samarbejdet med byrådet og i hverdagen. Og selv om 2023 sikkert viser sig mindst ligeså uforudsigelig som 2022, så er der opgaver, som vi ved vi skal arbejde med til næste år.

Der kommer et slutspil om en eventuel placering af nye IT- og STEM-uddannelser i Trekantområdet. Er der et behov? Ja, mener vi. Bør det placeres i Kolding? Ja, siger vi, for her er den perfekte landingsplads i et eksisterende campusområde, der vil løfte kvaliteten af uddannelserne.

Vi kommer ikke udenom, at konjunkturerne unægtelig ser mere udfordrede ud i 2023. Derfor vil der være fokus på det i vejledningen og samarbejdet med virksomhederne. Heldigvis er erhvervslivet godt klædt på til de køligere økonomiske vinde.

Kort sagt kræver 2023 sammenhold og samarbejde – og det vil vi i foreningen og i fonden arbejde for til næste år.

 

Med venlig hilsen

Ole Rudbeck Petersen, bestyrelsesformand, Fonden Business Kolding
Søren Ravn Jensen, bestyrelsesformand, Foreningen Business Kolding