Spændingen var stor onsdag på Scandic Kolding, hvor Foreningen Business Kolding afholdt generalforsamling. Deltagerne skulle stemme om en markant ændring af vedtægterne, og den måde, foreningen ledes på.
Den afgående bestyrelse havde stillet forslag om en ny ledelsesmodel, med en ambition om at styrke Repræsentantskabets indflydelse og sikre en mere enkel organisering. Forslaget betød, at den tidligere 8-personers bestyrelse erstattes af et formandskab bestående af en formand og en næstformand, der sammen skal sikre at Repræsentantskabet får en stærk indflydelse og at deres input til udviklingen i Kolding Kommune bliver tydelig.
Generalforsamlingen vedtog enstemmigt den nye ledelsesmodel.
Efter Generalforsamlingen samledes det nye Repræsentantskab for at vælge deres ledelse. Som formand blev Brian Holmer, Salgs- og Projektudviklingschef fra den lokale totalentreprenør Kjæhr-Trillingsgaard A/S valgt; og Anne Mette Bjerre Hansen, Direktør fra amoode ApS, blev valgt som næstformand.