Ejerne bag Danmarks eneste producent af analoge tavler, Nordisk Group – tidligere Nordisk Skoletavle Fabrik, overvejede for fire år siden i hvilken retning virksomheden skulle bevæge sig, og i den forbindelse blev bæredygtighed udstukket som et pejlemærke. Det fortæller Nicky Thybo, Business Unit Manager, der udgør tredje generation i Nordisk Group.

6. maj 2022
Foto: Palle Skov

– Vi begyndte i det små med at lave et bæredygtigt whiteboard, og siden har tingene udviklet sig, så bæredygtighed er blevet en eksistensberettigelse og et konkurrenceparameter som kunderne efterspørger, fortæller Nicky Thybo.
Nordisk Group er i dag den eneste tavleproducent i verden der kan levere bæredygtige tavler.
Fra at have ét bæredygtigt produkt i begyndelsen, har virksomheden nu udviklet hele serier af bæredygtige tavler hvor man har erstattet så mange dele, som det har været muligt, med bæredygtige og certificerede materialer. Seneste tiltag er upcycling af gamle whiteboards som kan erstatte nyindkøb. 

“Vi begyndte i det små med at lave et bæredygtigt whiteboard, og siden har tingene udviklet sig, så bæredygtighed er blevet en eksistensberettigelse og et konkurrenceparameter som kunderne efterspørger”

Nicky Thybo, Nordisk Group

– Udtjente whiteboards ville normalt ende i deponi på gen-brugspladserne. Vi besluttede derfor at afhente kundernes gamle whiteboards, sætte dem i stand og levere dem tilbage i et nutidigt design. Prisen skal selvfølgelig være konkurrence-dygtig, men vi oplever at bæredygtighed er noget der åbner døre i dag, fortæller Nicky Thybo.
Næste skridt på virksomhedens bæredygtige rejse bliver en produktserie næsten uden brug af jomfruelige råvarer. Målet er at udvikle en tavle hvor 90 procent af tavlen er lavet af såkaldte post-consumer-materialer. 
Eksempler på upcyclede whiteboards kan ses i Bæredygtighedshuset i Kolding.

Historien om de bæredygtige tavler er fra Business Kolding og Kolding Kommunes fælles udgivelse, magasinet VÆKST.

Download eller læs magasinet herunder