PRESSEMEDDELELSE

Kolding den 6. september 2010

Velkommen til verdens første synergipark

Nordic Synergy Park bliver fremtidens måde at arbejde, leve og drive virksomhed på. Idégrundlaget for verdens første synergipark ved Kolding er netop blevet offentliggjort. Et 15 kvadratkilometer stort, grønt område, der udover 30.000 arbejdspladser i primært viden- og udviklings-virksomheder også skal rumme forskning, uddannelser, fritidsaktiviteter og attraktive boliger - i synergi.

"Nordic Synergy Park kommer til at løfte hele den syddanske region og sikre bæredygtig vækst og udvikling i flere generationer. Nu sætter vi handling bag ordene og går i gang med det praktiske arbejde."

 

Sådan sagde Koldings borgmester, Jørn Pedersen, da han sammen med sine 30 byrådskolleger mandag så den foreløbige kulmination på et arbejde, der indtil videre har strakt sig over fire år og har involveret både internationale, nationale og regionale kræfter. Mandag fik Kolding Byråd præsenteret idégrundlaget for det, der hidtil har været omtalt som viden- og udviklingsparken i Kolding. Sådan hedder den ikke længere.

 

En attraktion med 30.000 arbejdspladser

Nordic Synergy Park bliver navnet på det 15 kvadratkilometer store, grønne erhvervsområde mellem Kolding, Lunderskov og Vamdrup, som efter planen udover virksomheder skal huse både forskning, uddannelser, boliger, fritidsaktiviter og store rekreative områder.

 

"Synergiparken skal være en attraktion - også for de, der ikke arbejder i parken," siger borgmester Jørn Pedersen og fortsætter:

"Men den bliver først og fremmest et attraktivt område for innovative og kreative virksomheder og mennesker at etablere sig i. Og med en ambition om 30,000 arbejdspladser i løbet af de kommende 25 år, så siger det sig selv, at Synergiparken ikke bare er Koldings projekt. Det er Trekantområdets, hele Region Syddanmarks og hele Danmarks projekt."

 

Kolding og Synergiparken er vigtige for regionens udvikling

Derfor glæder Jørn Pedersen sig også over, at Region Syddanmark har deltaget aktivt i udarbejdelsen af idégrundlaget for Nordic Synergy Park. Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen har siddet med i projektets styregruppe.

 

"Nordic Synergy Park er et vigtigt og visionært projekt for Region Syddanmark. Kolding er én af de kommuner i regionen, som har et markant overskud af arbejdspladser i forhold til antallet af arbejdstagere. Det understreger, at der er tale om en vækstkommune, hvis fortsatte udvikling vil have en positiv effekt på hele regionen," siger Mikkel Hemmingsen.

 

Fransk og dansk inspiration 

De to væsentligste inspirationskilder til Nordic Synergy Park er Europas største forskerpark, Sophia Antipolis i Frankrig, og Danmarks største forskerpark Scion DTU med hovedsæde i Hørsholm. Begge parker er - sammen med Region Syddanmark, Kolding Kommune og Business Kolding - repræsenteret i Synergiparkens styregruppe.

 

Faktisk blev idéen til parken ved Kolding fostret i Sophia Antipolis som svar på flere regionale politikeres og erhvervsfolks bekymring omkring fastholdelse af kompetencer og videntunge jobs i forbindelse med outsourcing. Det forklarer idémanden Søren Kofoed, der er en af de bærende kræfter i den 40 år gamle Sophia Antipolis forskerpark: 
 
"Nordic Synergy Park vil medføre en fastholdelse og en betydelig forøgelse af videntunge job og kompetencer, som også vil generere erhvervsudvikling regionalt og nationalt. Det vil ske med et internationalt udsyn, med fokus på innovation og natuligt forankret i danske kærnekompetencer som bæredygtighed og design," siger Søren Kofoed.

"I vores globale verden er internationale netværk og videndeling afgørende. Det samme er det at være en del af et forum, hvor mennesker og idéer mødes på tværs af brancher og kulturer. Det er det, vi kan i Sophia Antipolis, og det er derfor, Nordic Synergy Park skal forankres regionalt, nationalt og nordisk - og positioneres globalt,” fastslår han.
  

Direktør Kim Høgh fra Scion DTU glæder sig over, at projektet nu bevæger sig ind i en ny fase.

 

"Kolding Kommune går nu i gang med lokalplanen for første etape af Nordic Synergy Park. Det bliver godt at tage det afgørende skridt fra ord til handling og komme i gang med den fysiske etablering" siger Kim Høgh, der gerne ser Scion DTU involveret i det første byggeri i Synergiparken.

 

Forventet spadestik: 2011 

"Det er en spændende proces at være en del af, og projektet har et perspektiv og et format, som passer Scion DTU rigtig godt. Derfor er vi her, og derfor deltager vi aktivt i arbejdet for at gøre Nordic Synergy Park til en succes fra første spadestik," understreger Kim Høgh.

 

Efter orienteringen af Kolding Byråd går Koldings By- og Udviklingsforvaltning nu i gang med lokalplanen for første etape af Nordic Synergy Park. Samtidig bliver de relevante ministre, øvrige lands-, regional- og lokalpolitikere og andre interessenter orienteret om Synergiparken. Der er allerede opbakning fra flere af Koldings omegnskommuner.

 

Administrerende direktør Bjarke Wolmar fra Business Kolding leder projektet og er meget stolt over, at det er lykkedes at samle en så stærk opbakning og styregruppe bag Nordic Synergy Park.

 

"Det er en enorm styrke for Synergiparken, at den allerede nu er så bredt forankret både i regionen, på landsplan og internationalt. Vi glæder os til at få endnu flere samarbejdspartnere med i projektet i den kommende tid, efterhånden som vi nu skal i gang med at markedsføre Synergiparken over for investorer, virksomheder og andre interessenter," siger Bjarke Wolmar. 

 

Første etape af Nordic Synergy Park ligger i den østlige del af det område, som parken forventes at udvikle sig i over de kommende 25 år. Men udviklingen i Synergiparkens vestlige del er allerede i gang. Her har LM Wind Power i Lunderskov ønsket at blive en del af parken med de udviklings- og testfaciliteter for vindmøller, som virksomheden er ved at etablere.

 

 

Fakta:

Nordic Synergy Park etableres på et 15 kvadratkilometer areal mellem Kolding, Lunderskov og Vamdrup. Synergiparken, hvis bebyggelsesprocent maksimalt må ligge på omkring 5, forventes udviklet over en periode på 25 år. Herefter vil parken rumme 30.000 arbejdspladser.

 

Styregruppen bag idégrundlaget for Nordic Synergy Park er:

Administrerende direktør Bjarke Wolmar, Business Kolding (projektleder).
By- og Udviklingsdirektør Stefan Birkbjerg Andersen, Kolding Kommune.
Administrerende direktør Kim Høgh, Scion DTU.
Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen, Region Syddanmark.
Søren Kofoed, Sophia Antipolis.

 

 

Klik på billederne nedenfor for at downloade:

 

 

 

 

 

 

 

Yderligere oplysninger:

En skærmversion af idégrundlaget kan downloades her

En printversion af idégrundlaget kan downloades her

 

Borgmester Jørn Pedersen på telefon 5148 2738

Administrerende direktør Bjarke Wolmar, Business Kolding: 2944 8616
By- og Udviklingsdirektør Stefan Birkbjerg Andersen, Kolding Kommune: 2490 4141
Administrerende direktør Kim Høgh, Scion DTU: 2070 1030
Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen, Region Syddanmark: 2929 1975
Søren Kofoed, Sophia Antipolis: 0033 6 1116 2634

Kommunikationschef Helle Larsen Andersen, LM Wind Power, 5138 8369

 
 

NYHEDER


Generalforsamling i Foreningen Business Kolding

23. febraur kl. 14.00 - 18.00.

Læs mere og tilmeld dig her



BUSINESS KOLDING - AKSELTORV 8 - DK-6000 KOLDING - TELEFON: +45 7633 2111 - INFO@BUSiNESsKOLDING.DK