PRESSEMEDDELELSE

Kolding den 6. maj 2010

Ud i naturen med ny guide fra Visit Kolding

Den har været ventet og efterspurgt længe af både koldingensere og turister. Og nu er den klar. Den nye naturguide rummer et væld af ruter til både gå- og cykelture i den smukke natur i og omkring Kolding.

Vi ved godt, at der er smukt og grønt omkring Kolding. Men hvordan er det nu lige, man finder rundt derude? Hvor er de bedste gang- og cykelstier? Hvilken rute skal man tage, hvis man vil undgå de store bakker? Og hvor drager man hen for at få et glimt af Middelalderen?

 

Alle de spørgsmål og mange flere er der svar på i den nye naturguide, som netop er blevet klar fra Visit Kolding. Med brochuren i hånden kan du komme en tur rundt i Koldings natur og opleve nogle af de naturmæssige, kulturelle og historiske attraktioner, som Kolding har at byde på.

 

"Vi har simpelthen indsamlet de bedste ruter fordelt på 14 områder i Kolding Kommune. Alt sammen med hjælp fra blandt andre Kolding Kommunes naturformidler, Kolding Cyklistforbund Kolding og en masse andre interessenter inden for naturlivet i Kolding," fortæller Line Hansen fra Visit Kolding.

 

Koldings natur er varieret, og det er de udvalgte ruter i naturguiden også - både når det gælder udfordring og længde. Der er mulighed for at tage en tur i skoven, op langs kysten, ud på landevejene, ud til de forskellige sogne eller en tur ud i Kolding Ådal.

 

Naturguiden findes selvfølgelig på både dansk, engelsk og tysk, så både koldingenserne og turister kan nyde godt af guiden. Naturguiden kan fås hos Visit Kolding, hos Visit Christiansfeld og i Center- og turistinformationen i Kolding Storcenter. Den findes også i en PDF-udgave på www.visitkolding.dk

Yderligere oplysninger:

Line Hansen, Visit Kolding på telefon 7633 2100

 
 

NYHEDER


Generalforsamling i Foreningen Business Kolding

23. febraur kl. 14.00 - 18.00.

Læs mere og tilmeld dig her



BUSINESS KOLDING - AKSELTORV 8 - DK-6000 KOLDING - TELEFON: +45 7633 2111 - INFO@BUSiNESsKOLDING.DK