Drømmen om at blive selvstændig trives hos rigtig mange lønmodtagere. Men springet er stort, og udfordringerne ofte uoverskuelige. Er idéen god nok? Kan økonomien bære? Hvilke juridiske aspekter skal man tage højde for? Og så videre...
Business Kolding forsøger at gøre springet lidt mindre og udfordringerne lidt mere overskuelige, når et korps af frivillige rådgivere fra Koldings etablerede erhvervsliv hver torsdag står klar med gode råd i iværksætterhuset House of Innovation i Jernbanegade i Kolding. Her er der hjælp at hente til forretningsplanen, til de juridiske overvejelser, til økonomien og nu altså også til IT-spørgsmål i forbindelse med etableringen af egen virksomhed.
Business Koldings gratis rådgivning for iværksættere og nystartede virksomheder er åben hver torsdag fra kl. 16 - 18 i House of Innovation, Jernbanegade 27 i Kolding.