Kufferten var blandt andet pakket med præsentationer fra virksomheder i Kolding, da Business Koldings direktør Bjarke Wolmar og byrådsmedlem Marwan Zobi for nylig besøgte Bahrain og Abu Dhabi. Deres mission var dels at udforske muligheder for øget eksport til - og investeringer fra - Golf-regionen, dels at udbygge de kontakter, som allerede er skabt mellem Business Kolding og Bahrain i forbindelse med etableringen af ambitiøse udviklingsparker i begge regioner.
Og besøget bar frugt - ikke mindst for en af Koldings traditionsrige design-virksomheder, Georg Jensen Damask fortæller direktør Peter Hulweg Christiansen:
"Jeg læste om samarbejdet mellem Kolding og Bahrain i avisen og besluttede at sende en præsentation af virksomheden og vores produkter med Bjarke Wolmar derned," fortæller han.
"Gennem Marwan Zobis kontakter i regionen har vi nu fået etableret kontakt til en mulig agent, og vi ser blandt andet på at udvikle mulighederne for home parties med salg af vores produkter. Det er en salgsform, som der er stor tradition for i Golf-regionen, og der er den krølle på det, at det faktisk er lidt tilbage til rødderne for os. Vi har gjort noget tilsvarende i Danmark for flere år siden," fortæller Peter Hulweg.
"Markedsforholdene gør, at vi - som så mange andre - er nødt til at udvikle vores eksportmarkeder. Hvis ikke man gør noget, så sker der jo ikke noget, og derfor er dette en god mulighed for os," konstaterer han og opfordrer andre virksomheder til også at bruge Business Kolding som sparringspartner og løftestang.
Business Koldings direktør Bjarke Wolmar havde også en konkret opgave med hjem til sin egen organisation og til bestyrelsesformand, Bent Leon Nielsen, der er blevet bedt om at finde en dansk virksomhed eller iværksætter med kendskab til konserves-industrien.
"Vi har fået kontakt til ejeren af en række frugtplantager og erhvervsjord i Syrien, som er på udkig efter know how, maskiner og produktionsapparat til fremstilling af konserves. Hvis vi kan finde den rette virksomhed og person til at opbygge og drive fabrikken, så er vores syriske kontakt parat til at opføre bygningerne," fortæller Bent Leon Nielsen og opfordrer samtidig eventuelle interesserede til at kontakte Business Kolding.
Besøget i Golfen indeholdt også en række møder på mere formelt plan, herunder med direktøren for Industri- og Handelskammeret i Abu Dhabi, Mohammed Rashed Al Hameli, der ved samme lejlighed modtog et brev fra Koldings borgmester, Per Bødker Andersen med ønsker for et godt og stærkt samarbejde. Direktøren har efterfølgende sendt et brev til Per Bødker Andersen med invitation til en erhvervsdelegation på ca. 30 deltagere i løbet af efteråret.
"Vores kontakter i Golfen er unikke, og det vil komme Kolding til gode. De gode forbindelser til Golf-regionen er et vigtigt led i vores bestræbelser på at fastholde positionen som Danmarks Vækstcenter nr. 1," vurderer Business Koldings direktør, Bjarke Wolmar.
Byrådsmedlem Marwan Zobi har været døråbner for mange af kontakterne mellem Kolding og Bahrain og Abu Dhabi:
"Det er et meget vestligt orienteret område med en stor købekraft, og der er ingen tvivl om, at de gode relationer bliver endnu bedre fremover. For os handler det også om at bistå erhvervslivet i Kolding med en positiv udvikling og dermed sikre danske arbejdspladser," siger Marwan Zobi.