Bestyrelsen for den nystiftede forening, Indian Community of South Denmark, er klar til at gå i gang med arbejdet for at skabe aktiviteter for de mange indiske medarbejdere og deres familier i Syddanmark.
Efter er par måneders arbejde med interessetilkendegivelser og indledende møder kunne den nye formand for den indiske forening, Prasad HG, konstatere, at der var fuld opbakning til bestyrelsen blandt de fremmødte. Nu skal der sættes gang i aktiviteter, der kan være med til at understøtte de indiske medarbejere i Syddanmark.
”Vi regner med at afholde 2-4 arrangmenter hvert halve år med forskelligt indhold. Der skal være plads til både faglige og sociale aktiviteter,” forklarer formanden for Indian Community of South Denmark H.G. Prasad og uddyber:
”Foreningens formål er at hjælpe indiske medarbejdere i gang i Danmark og at styrke integrationen.”
Foreningen er åben for alle med interesse for indisk kultur og kulturudveksling i hele den syddanske region. Initiativet til en indisk forening er taget hos Business Kolding, som også vil bistå den nystiftede forening med praktisk hjælp.
”Vi håber at vores foreningsmodel kan være med til at give de udenlandske medarbejdere et godt holdepunkt her i Danmark,” fortæller projektleder Jan Neergaard.
”Hvis den indiske forening bliver en succes, så vil vi forsøge at gentage det med andre grupper af udenlandske medarbejdere.”
Business Kolding arbejder desuden på at etablere et netværk for internationale medarbejdere i regionen, hvor medlemskab ikke tager afsæt i bestemt nationalitet. Netværket skal have tage udgangspunkt i forældrekredsen omkring The Cosmo – International School of Southern Denmark, som Business Kolding har været med til at etablere i samarbejde med Kolding Realskole.
”Der er behov for flere netværk mellem de mange internationale medarbejdere på områdets virksomheder. Ét er at få dem og deres familier til Danmark. Udfordringen med at få dem til at føle sig hjemme og få dem til at blive er mindst lige så stor,” understreger kommunikationschef hos Business Kolding, Tue Knudsen, der arbejder med det internationale netværk.