PRESSEMEDDELELSE

Kolding den 29. august 2008

The Cosmo ringer ind

Mandag går det løs, når Syddanmarks nye internationale skole, The Cosmo, ringer ind til første time. Lærere og elever fra alle egne af verden er klar til at indtage lokalerne i Kolding.

Når The Cosmo ringer ind til første time på mandag, så sker det mindre end et halvt år efter, at Business Kolding og Kolding Realskole offentliggjorde planerne om Syddanmarks nye, internationale skole. Det er gået stærkt, og det har været noget af en udfordring, men troen på projektet har været der hele vejen. Det fastslår afdelingsleder Simon Mosekjær, der glæder sig til at byde de første 13 elever velkommen på den internationale skolebænk på mandag.

 

"Der har været en meget stor interesse for skolen fra både private, politikere og virksomheder. Alle har fortalt os, at initiativet er både rigtigt og vigtigt, og det har selvfølgelig været enormt positivt," fortæller Simon Mosekjær.

 

Den helt store udfordring har været at få forældrene til at melde deres børn bindende til skolen, før man reelt kunne sige, om den blev til noget eller ej. Der har i løbet af de seneste måneder været henvendelser fra langt flere end de 13 forældrepar, hvis børn nu begynder på The Cosmo.

 

"Det har været en ren hønen-eller-ægget-historie," siger kommunikationschef Tue Knudsen, der er Business Koldings projektleder på The Cosmo.

"Forældrene har tøvet, fordi de ville vide, om skolen blev til noget. Vi har på den anden side set været nødt til at holde igen med at melde klar, fordi vi skulle være sikker på, at der var elever nok til, at det var undervisningsmæssigt forsvarligt at etablere skolen," forklarer han.

 

Det er det nu, forsikrer afdelingsleder Simon Mosekjær, der mandag tager i mod elever fra USA, Tyskland, England, Sydkorea og Canada. Lærerne på The Cosmo kommer fra Irland, USA, Canada, Frankrig og Danmark.

 

Eleverne, der er fra 3 til 15 år og lærerne, indtager de nyistandsatte lokaler på Realskolen mandag morgen. Trods den forholdsvis beskedne start, så tror både Simon Mosekjær og Tue Knudsen på, at pladsen på Realskolen hurtigt kan blive for trang.

 

"Jeg tror absolut, at elevtallet vil vokse betydeligt allerede i løbet af det første skoleår. Det er betydeligt nemmere for forældre at forholde sig til skolen nu, hvor den rent faktisk er i gang. Der er elever og lærere, de kan tale med, der er lokaler, de kan se og undervisningsmaterialer, de kan kigge i," siger Simon Mosekjær.

 

Tue Knudsen tror også på endnu mere opmærksomhed fra erhvervslivet nu, hvor The Cosmo faktisk er i gang.

 

"Der er ingen tvivl om, at virksomhederne sætter pris på The Cosmo. AH Industries og Bjarne Nielsens selskaber H. Daugaard, Havneterminalen og Galerie Nielsen har hver stillet en underskudsgaranti på 1 mio. kr. og Indicom har lavet The Cosmos hjemmeside kvit og frit. Det har de, fordi de mener, at det er vigtigt for Kolding og for hele Syddanmark at have en international skole. Det vil gøre det lettere for virksomhederne at tiltrække arbejdskraft i fremtiden, og det vil gøre Kolding til et endnu mere attraktivt sted at bosætte sig," vurderer Tue Knudsen.

 

Sammen med Simon Mosekjær håber han på, at virksomhederne i Syddanmark nu også vil begynde at købe pladser på The Cosmo til deres internationale ansatte.

Yderligere oplysninger:

www.thecosmo.dk

Afdelingsleder Simon Mosekjær, The Cosmo på telefon 7552 0500

Kommunikationschef Tue Knudsen, Business Kolding på telefon 3089 7918

 
 

NYHEDER


Generalforsamling i Foreningen Business Kolding

23. febraur kl. 14.00 - 18.00.

Læs mere og tilmeld dig her



BUSINESS KOLDING - AKSELTORV 8 - DK-6000 KOLDING - TELEFON: +45 7633 2111 - INFO@BUSiNESsKOLDING.DK