PRESSEMEDDELELSE

Kolding den 9. juli 2008

Få styr på oplevelserne i Kolding

Holder du ferie i Kolding? Så kom ind til ét af turistbureauerne i Storcentret, Christiansfeld eller på Akseltorv i Kolding og hent sommerens aktivitets-brochure med masser af oplevelser og oplysninger for hele familien.

Aktivitetsbrochuren fortæller om de mange tilbud i Kolding Kommune i juni, juli og august og giver mulighed for at finde en masse gode oplevelser. Det gælder både kommunens egne borgere, som holder ferie hjemme i Kolding, og gæsterne i byen og i de mange sommerhusområder i nærheden af Kolding.

 

Ved du for eksempel, at der hver tirsdag i hele juli er byvandringer med temaer som arkitektur og historie? Og at der om onsdagen er onsdagsmarked i Christiansfeld med mulighed for at opleve det blomstrende markedsliv i Christiansfelds unikke rammer? Følg med i hvornår der er børneteater, gratis koncerter, sejladser, vinfestival, opera på Skamlingsbanken, Kulturnat og meget meget mere.


Aktivitetsbrochuren er delt op i uger og beskriver, hvad der foregår hver dag i løbet af sommeren. Brochuren kan hentes hos Visit Kolding på Akseltorv i Kolding, i Centerinformationen i Storcenteret eller på Christiansfeld Turistbureau. Den er ganske gratis og i lommeformat, så den let kan tages med i tasken.

 

Brochuren bliver desuden distribueret to gange i løbet af sommeren i en lang række sommerhusområder fra Haderslev til Fredericia og Middelfart.

 

"Vi vil gerne give de mange sommerhusgæster i Syd- og Sønderjylland og på Vestfyn nogle gode oplevelser i Kolding, når de har lyst at se noget andet end sommerhuset," fortæller formanden for Kolding Turistforening, Jørn Pedersen.

 

Handels- og turistchef hos Business Kolding, Jeanette Therkildsen, håber at både sommerhusgæsterne og kommunens egne borgere vil bruge aktivitetsbrochuren - og ikke mindst indholdet - aktivt:

 

"Vi har rigtig mange spændende aktiviter at byde på i sommerperioden, og der er noget for enhver smag i brochuren," understreger Jeanette Therkildsen.

 

Aktivitetsbrochuren er Kolding Turistforenings idé, og den er også finansieret af foreningen med støtte fra Koldings attraktioner, caféer og restauranter.

 

Brochuren findes også på www.visitkolding.dk

Yderligere oplysninger:

Handels- og turistchef Jeanette Therkildsen, Business Kolding, på telefon 2143 8039

 
 

NYHEDER


Generalforsamling i Foreningen Business Kolding

23. febraur kl. 14.00 - 18.00.

Læs mere og tilmeld dig her



BUSINESS KOLDING - AKSELTORV 8 - DK-6000 KOLDING - TELEFON: +45 7633 2111 - INFO@BUSiNESsKOLDING.DK