Siden amternes nedlæggelse har brombærkrat og anden genstridig bevoksning haft gode kår mellem Skamlingsbanken og Grønninghoved Strand. Indtil da var det nemlig amtets opgave at rydde den en kilometer lange og meget smukke sti, der sammen med en grusvej på to kilometer forbinder de to naturfænomener.
Naturens Ingenmandsland
Men da amterne blev nedlagt og en del af deres opgaver - ikke mindst på miljøområdet - blev strøet ud over kommunerne, så havnede den naturskønne sti i et vedligeholdelsesmæssigt ingenmandsland.
Resultatet blev et ufremkommeligt morads, som reelt gjorde det umuligt at betræde den smukke strækning.
"Stien er en absolut naturperle og et bindeled mellem to rigtig dejlige steder i Kolding Kommune. Derfor syntes vi i Turistforeningen, at det var møg-ærgeligt, at den bare fik lov at gro til," siger formanden for Kolding Turistforening, Jørn Pedersen.
Forening og forvaltning gik sammen
Derfor tog han kontakt til Teknisk Forvaltning, som var enig i betragtningen. Med et tilskud fra Turistforeningen gik Teknisk Forvaltning hurtigt i gang med arbejdet, og stien vil være farbar igen til turistsæsonen.
"Skamlingsbanken er ét af de store trækplastre på turistområdet i Kolding Kommune, og Grønninghoved Strand er også et yndet udflugtsmål. Så det er absolut en god idé, at man nu igen kan tage den skønne gåtur fra det ene sted til det andet," siger handels- og turistchef ved Business Kolding, Jeanette Therkildsen.
Sammen med Turistforeningens formand anbefaler hun ikke blot turister, men også kommunens egne borgere til at tage turen og ved selvsyn konstatere, hvor smukt området er.
Kolding Kommune er ved at revidere brochuren om Skamlingsbanken. Den nye udgave forventes at være klar omkring 1. september, men den gamle kan stadig hentes hos Visit Kolding på Akseltorv.