/+ 

PRESSEMEDDELELSE

Kolding den 25. april 2008

Stadig honningkager i Christiansfeld

Smalle brostensbelagte gader, smukke antikvariske huse og en atmosfære, der emmer af nostalgi og stolthed. Byen er Christiansfeld - Brødremeninghedens danske hjemby, der har sin oprindelse tilbage i 1773. Med sig til Christiansfeld bragte Brødremenigheden peberkagerne - herunder de berømte honningkager.

Nu som dengang bliver der bagt mange honningkager i Christiansfeld. De lokale borgere elsker dem og turisterne kommer langvejs fra, for at købe kager med hjem.

 

”De færreste kan sige Christiansfeld uden at tænke honningkager. Det er der god grund til, for her kan købes nybagte honningkager året rundt” fortæller Henri Nissen, der er formand for Christiansfeld Bagerlaug.

 

Henri Nissen er medstifter af bagerlauget, der blev etableret i november 2007.

”Brødremenighedens Bageri måtte lukke og vi startede bagerlauget for at sikre, at der stadig kunne købes nybagte honningkager i det gamle bageri på Lindegade”, fortæller formanden.

 

Brødremenighedens Bageri ligger midt i byen overfor Brødremenighedens Hotel, hvor adskillige konger har resideret gennem tiden. Efter nedlægningen af bageriet i fjor, har bagerlauget indrettet bageriet som café i gadeplan og galleri på første sal.

 

Café anno 1783
Ved indgangen til caféen klirrer dørklokken. Et gammelt udsmykket træskilt pryder væggen til venstre for døren. Påskriften lyder: ”Her fremstilles ægte Christiansfelder honningkager efter Achtnichs originale opskrift anno 1783”. Immanuel Thomas Actnich var den første succesfulde peberkagebager i Christiansfeld, og han har æren for, at Christiansfeld og honningkager endnu i dag er to sider af samme sag.

 

Rundt i det lille cafélokale står små runde borde med dug og lys. Et gammelt massivt bord er lavet om til disk, og en hylde fyldt med cellofanindpakkede honningkager udgør det meste af den ene væg. I hjørnet står et antikt skab og i vinduet hænger en morgenstjerne, der er symbol på Brødremenigheden og Herrens genkomst til jorden. Det er som at træde ind i det 18. århundrede. Stemningen fuldendes af det smilende frivillige personale, der gladeligt fortæller om Christiansfelds 225 årige historie, mens de serverer honningkager og kaffe for blot 10 daler - kontant. Elektroniske betalingskort var ikke opfundet i 1783.
 
Den lokale Van Gogh
Ovenover cafeén er der indrettet et galleri, hvor kunstnere kan komme og udstille deres værker for et mindre beløb.

 

”Vi har malerier i mange forskellige genrer. Både af lokale kunstnere og andre. De ældste er malet af Jeppe Madsen-Ohlsen i starten af 1900-tallet, vores lokale Van Gogh. Det er nogle flotte men dystre billeder og motivet er ofte et sted i Christiansfeld.” fortæller Henri Nissen. Han understreger, at alle er velkommen til at udstille deres malerier, og alle er velkommen til at komme og se dem ganske gratis.

 

Bageriets fremtid
Formålet med at etablere Christiansfeld Bagerlaug var at skabe liv i den nedlagte bagerbutik. I Christiansfeld håber alle dog, at Brødremenigheden snart får bevilliget økonomisk støtte til at genåbne bageriet. Da vil der igen blive rørt honningkagedej i Actnichs gamle bageri. Indtil da kan alle nyde godt af galleriet, caféen og nybagte honningkager fra et andet bageri i byen.

 

”Det er vigtigt, at Brødremenighedens Bageri igen kommer til at bage ægte Christiansfelder honningkager. Allervigtigst er det dog, at ingen besøgende kommer forgæves hertil efter honningkager og det gør de ikke, som tingene er nu.” afslutter Henri Nissen.

Yderligere oplysninger:

Finn Johannsen, Visit Christiansfeld på telefon 7456 1630

 
Nyheder

Velkommen til verdens første synergipark

Nordic Synergy Park bliver fremtidens måde at arbejde, leve og drive virksomhed på. Idégrundlaget for verdens første synergipark ved Kolding er netop blevet offentliggjort. Et 15 kvadratkilometer stort, grønt område, der udover 30.000 arbejdspladser i primært viden- og udviklings-virksomheder også skal rumme forskning, uddannelser, fritidsaktiviteter og attraktive boliger - i synergi.

 

Eva Kjer Hansen og Business Kolding til kamp for syddanske virksomheder

Projektet Baltic Supply skal gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder i Syddanmark at byde ind på store ordrer i hele det baltiske område. Folketingsmedlem og tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) bakker projektet op ved at gå ind i det advisory board, som skal følge og rådgive om projektet undervejs.

 

Iværksætter nr. 100 i House of Innovation

Der er gang i Koldings House of Innovation som aldrig før. Til trods for et dramatisk fald på landsplan i antallet af iværksættere har House of Innovation flere virksomheder end nogensinde i de snart fire år, iværksætterhuset har eksisteret. 100 virksomheder har allerede boet i huset, men de fleste er flyttet igen. Hvorfor er det nu godt?

 

Business Koldings nyhedsbreve Update 
Tilmeld nyhedsbrev - Afmeld nyhedsbrev

Se arrangementer for efteråret 2010 her

 



         

BUSINESS KOLDING  -   AKSELTORV   8   -   DK-6000   KOLDING   -   TELEFON:   +45   7633   2111   -   INFO@BUSiNESsKOLDING.DK