Nu er det sidste chance, hvis du endnu ikke har lugtet, mærket, set og prøvet Krible Krable-udstillingen. Xploorit lukker den 12. maj, men indtil da er der åbent alle ugens dage kl. 10-17 med masser af levende kryb, klamme kravl og sjove oplevelser.
Butikken skal ryddes, og spørgsmålet er, hvor længe du tør vente! Udsalget begynder med 25 pct. rabat og rabatten stiger gradvist hver mandag derefter, indtil den til slut er oppe på 50 pct.. Så der er mulighed for at gøre en rigtig god handel. Her er sjove spil, finurlige bolde, noget for enhver pilfinger eller garvet spørge Jørgen, vi har det hele.
Science centeret Xploorit har haft meget at byde på. Fluesmæk på tid, sveddryppende udfordringer ved sjip-obotten, surt og sødt i smagsbaren, dufte-labyrint, besøg af sportsstjerner og tegneseriehelte… Kort sagt, der har været drøn på, men nu er det desværre slut.
”Vi har gjort hvad vi kunne, men vi har desværre ikke haft det antal besøgende, som vores to store udstillinger Krible Krable og Sport & Spinat krævede. Heldigvis har rigtig mange haft det sjovt her, bare ikke mange nok.” fortæller Kate Quvang, der er en af Xplonauterne hos Xploorit.