PRESSEMEDDELELSE

Kolding den 14. november 2007

Dating i karrierens navn

Det hedder godt nok dating, men det er ikke kærlighed, der er på programmet. Det er karrieren. Business Kolding og KarriereCentret ved Syddansk Universitet splejser studerende og virksomheder sammen til Erhvervsdating på universitetet i Kolding. 

Virksomheder og studerende mødes, og sød musik opstår. Sådan var det i hvert fald sidste år, og nu følger Business Kolding og Syddansk Universitet sidste års succesfulde Erhvervsdating op.

 

Onsdag den 21. november lægger Syddansk Universitet i Kolding lokaler til dette års Erhvervsdating, der udover de 17 tilmeldte virksomheder forventes at samle mellem op mod 200 studerende. Alt sammen med det gensidige mål for øje at skabe frugtbare relationer og gode samarbejdsaftaler mellem de studerende og erhvervslivet.

 

Både studerende og virksomheder har gavn af et samarbejde: De studerende får prøvet deres viden af i praksis og får relevant erhvervserfaring, der gavner CV’et.

Virksomhederne får hjælp til konkrete opgaver, får nye øjne på forskellige problemstillinger og et godt grundlag for fremtidig rekruttering.


"De 17 virksomheder, der deltager i år, er både private og offenlige, og vi forventer at mellem 150-200 studerende vil komme forbi til en uformel snak med virksomhederne. Det er en enestående mulighed for networking, som vi er glade for at kunne tilbyde studerende og virksomheder i Kolding" siger Mette Fersløv Nielsen fra Business Kolding.

 

Til Erhvervsdating sidste år fik flere studerende og virksomheder skabt aftaler omkring praktikophold, studierelevant arbejde og projektarbejde i forbindelse med bachelor-, hoved- eller andre større skriftlige opgaver.

Tid: 21. november kl. 15.30 - 17.30

Sted: Syddansk Universitet, Engstien 1, 6000 Kolding

Yderligere oplysninger:

Mette Fersløv Nielsen, Business Kolding, tlf.: 2925 9115

 



BUSINESS KOLDING - AKSELTORV 8 - DK-6000 KOLDING - TELEFON: +45 7633 2111 - INFO@BUSiNESsKOLDING.DK