Der bliver kigget mod Trekantområdet og ikke mindst Kolding, når andre byer skal lave en strategi for vækst og samarbejde.

27. marts 2015

Business Koldings adm. dir, Tommy Langhoff deltog i denne uge i en erhvervskonference i Slagelse, der satte fokus på vækst. Her var Koldings repræsentant inviteret til at fortælle om, hvordan man opnår vækst i virksomhederne, og hvordan erhvervsindsatsen skal skrues sammen, så kommunen bliver en vigtig bidragyder til gode resultater.

- Det er samarbejdet og det stærke netværk af engagerede virksomheder, der er lykkedes i Kolding. Det kræver tillid at skabe vækst, og i Kolding oplever jeg et meget tillidsfuldt samarbejde mellem erhvervsliv og kommune, og når dét er til stede, genererer vi resultater. I Business Kolding gør erhvervskonsulenterne et stort arbejde for at bringe folk sammen, for sammen er vi stærkere. Og målet er flere arbejdspladser, fortalte Tommy Langhoff på konferencen.

I Kolding skabes årligt ca. 500 arbejdspladser, ligesom Kolding havde 43 gazeller på Børsens liste sidste år.